Fødselsfaser og Homoner

Der kan være mange måder at gribe en fødsel an på. På mange punkter følte jeg ikke at jeg havde forberedt mig til første fødsel, men alligevel havde jeg læst alverdens statistikker, læst om hormonernes arbejde og læst den fantastiske bog “Birthing from Within” samt selvfølgelig et utal af artikler og blogs på nettet, foruden selvfølgelig samtaler med andre der havde født, lidt fysisk træning og lignende. Jeg har nok en lidt nørdet tilgang til det, for nogens smag, så dette indlæg appelerer helt klart ikke til alle. For mig hiver det bare mening at forstå reaktionerne i kroppen. Hvis du er mere til at vide hvad du selv kan gøre for at påvirke din fødsel, kan du hoppe direkte til mit indlæg om det. Du kan også læse min mands beretning af fødslen.

Faserne

Fødslen kan “opdeles” i nogle faser, det er ikke rigtig en opdeling, da det er en flydende overgang det hele men grundlæggende er der fem faser i fødslen i følge nogle, i følge andre, er der tre faser, hvilket vil sige at de starter omkring halvvejs i “den aktive fase” og slår det sammen med “overgangsfasen” og helt overser “den latente fase”.

Den Latente Fase og Den Aktive Fase er tilsammen også det, der kaldes udvidelsesfasen, bare med forskellig intensitet. I starten kan veerne være sporadiske, uden gennemskueligt mønster i længde af ve eller pauserne imellem. Den del, altså den latente, betragtes af nogle ikke rigtig som en reel del af fødslen. Veerne bliver dog mere intense og mere regelmæssige, så man kan have behov for pauser i samtaler og begynde at arbejde med veerne, så bliver det aktivt og vurderes som at fødslen nu er igang. Man siger at man skal ringe til sin jordemoder når der er ca 3 minutter mellem veerne, når man er førstegangsfødende, lidt tidligere ved efterfølgende fødsler. I mit tilfælde var der ikke rigtig pauser mellem veerne, hvilket både gav problemer med tidtagning og selvfølgelig at få mig til at indse at det var veer, da det jo “bare” var et rimelig intenst, pulserende pres og ømhed i ryggen. Jeg blev dog overbevist i takt med at intensiteten øgedes og jeg begyndte at have brug for lidt pauser i alt hvad jeg gjorde, når intensiteten peakede. Vi tog bare tid fra peak til peak og da vi ringede var der ca. 3 min imellem peaks hvoraf halvdelen af tiden ikke var så intens.

Overgangsfasen finder jeg utrolig spændende og fascinerende. Det er fra man er nogenlunde fuldt udvidet til baby har vredet hovedet det sidste stykke ned i bækkenet. Det er særligt i den her fase vi adskiller os fra de andre dyr, da vi netop ikke har en lige fødselskanal, og der derfor må foretages rotationer igennem fødslen. Ingen andre pattedyr går så oprejst som og har så store hjerner, så denne rotation, samt at menneskebørn sammenlignet andre dyreunger fødes hjerneudviklingsmæssigt for tidligt, er detkompromis vi indgår for det. Nogle steder beskrives den som en tiltrængt pause, hvor man kan få et lille hvil inden næste fase, andre steder beskrives den som den hårdeste del af fødslen, særligt psykisk hård, hvor mange mister modet og selvtilliden. For nogle er veerne her så hårde at de er svære at komme igennem, men til gengæld er der pauser imellem hvor det er muligt for dem at sove. Jeg fik “bistik” hvilket gav lidt pauser mellem veerne i måske tre veer, men havde ellers ikke rigtig nogen pause. Jeg havde ved et par veer en følelse af at min datters hovede ikke helt kunne være der, det føltes som knogle mod knogle og ikke noget, det kunne rykke sig. Det var nok lige inden den sidste interne rotation, da hovedet havde drejet sig havde jeg ikke den følelse mere. Der er, som tidligere nævnt, en del fødende, der mister modet i overgangen, får en følelse af at de ikke kan, at det ikke kan lade sig gøre og meget mere. Man kan tage tvivlen, de kraftige veer og de andre måder at opleve overgangsfasen på, som en indikation af at det er lige straks, at man får en helt ny energi og kort tid derefter, at barnet bliver født.

Pressefasen er der hvor kroppen presser barnet ud og barnet bliver født. Ofte hovedet i en ve, og resten af kroppen i samme eller efterfølgende ve. Jeg ved ikke om det kan være svært at vurdere hvornår man er i pressefasen, for mig var det ikke. Kroppen pressede og jeg forsøgte at holde en smule igen, da det ellers var lidt for voldsomt. Veerne føltes helt anderledes, det gik fra at være sådan en ømhed og trykken inde i kroppen, noget indre, jeg trak mig ind i mig selv for at arbejde med, til et nærmest eksplosivt pres, hvor min krop virkelig forsøgte at få barnet ud. Der var slet ingen tvivl. Hvor længe denne fase varer er, som alt andet, forskellig. Selvom det kan være hårdt når kroppen presser, ser jeg det ikke som noget den fødende aktivt skal gøre, ligesom det nogle gange ses i filmene, med en der står ved siden af og råber, det er mere noget kroppen gør. Det kan dog alligevel være hårdt. Til gengæld kan der være reelle pauser imellem veerne, hvor man kan tanke lidt op. I mit tilfælde nåede jeg kun tre til fire presseveer, vandet gik ved første ve, hovedet blev født ved tredje og resten af kroppen ved fjerde. Det tog ca 10 minutter.

Når barnet er født er der Efterbyrden hvor moderkagen fødes. Det er oftest ingenting efter sådan et barn, så ikke noget der skal arbejdes hårdt for, der kommer bare en ve 5-20 minutter efter barnet er født, hvori man presser moderkagen ud. Mange jordemødre foretrækker at den nybagte mor kommer op af karet, hvis man fødte i vand, og føder moderkagen “på land” for nemmere at holde styr på hvor meget der blødes etc. Jordemoderen undersøger moderkagen for at sikre sig alt er kommet med ud, og undersøger moderen for bristninger, og tilbyder at sy hvis der er behov for det. Der er utallige muligheder for hvad man kan gøre med moderkagen efterfølgende, den kan forblive tilknyttet barnet, til den falder af, af sig selv, man kan indtage den enten i pilleform eller som mad, man kan lave malerier med dem, begrave dem eller, selvfølgelig, lade jordemoderen afskaffe den. Under alle omstændigheder vil jeg helt klart anbefale sen afnavling, mindst tre minutter, gerne helt til navlestrengen er holdt op med at pulsere, WHO fraråder at klemme eller klippe før der er gået mindst et minut. Der er mange fordele, både med hensyn til blod og jern umiddelbart men også med hensyn til motorik og andet på sigt. Den del får ofte ikke så meget opmærksomhed, da vi på det her tidspunkt sidder med vores nyfødte vidunder i armene og er helt høj på alle de gode hormoner. Fokus er ofte på at kigge hinanden i øjnene, lære hinanden lidt at kende og få gang i amningen. Jeg husker dog alligevel det at blive syet og det at blive bedøvet til at blive syet, som noget af det værste. Jeg overvejer om jeg næste gang, hvis jeg skal syes igen, og det igen er så lidt, bare at blive bedøvet med isterninger, så jeg kan undgå at blive stukket mere end nødvendigt. Stadig flere uger efter fødslen kommer efterveerne, særligt i forbindelse med amning, da der jo er gang i oxytocinen som vi kommer ind på senere. Det er livmoderens arbejde for at komme ned til oprindelig størrelse, og det tager tid, ligesom det tog tid for den at blive så stor.

Hvilke følelser den fødende gennemgår, at hun fx bliver mere og mere seriøs, ofte også mere og mere fjern, gennemgår en periode med meget tvivl og opgivenhed hvorefter hun får fornyet kraft, kan fortælle hvor hun er i fødslen. Det samme kan de lyde den fødende laver. Til at starte med kan vi føre samtaler, sætningerne bliver måske kortere og kortere, da der skal være pause i veerne, derefter ofte stilhed. Så kommer overgangen og med den en dyb stønnen efterfulgt af en gispen i pressefasen. Der er en fin vejledning i hvordan man kan vurdere hvor man er i fødslen uden brug af vaginale undersøgelser. Vaginale undersøgelser kan forstyrre den fødendes flow og kan give risiko for infektioner. Hvis man helst vil være foruden det, har man al mulig ret til at frabede sig det.

Hormonerne

Det er forskellige hormoner og hormonlignende stoffer, der spiller ind, i forskellige faser og dele af fødslen. Fx er der prostaglandin, der er med til at blødgøre livmoderhalsen. Det findes også i sæd, men altså ikke nok til at man går i fødsel af at dyrke sex.

Det vigtigste og mest kendte fødselshormon er nok oxytocin. Dette hormon kaldes også kærlighedshormonet og tilknytningshormonet er vist også meget dækkende, da det kommer når vi føler os elsket og elsker andre, fx ved et langt kram eller se dem vi elsker, også bare på billeder af dem. Det hjælper os med at skabe tilknytning mellem forældre og børn og mellem partnere, så de nemmere kan holde sig til hinanden. Det hjælper med sårheling og mod stress og depression. Det spiller også ind ved orgasme, amning og, vigtigst af alt i dette indlæg, fødsel. Det er oxytocinen, der får livmoderen til at trække sig sammen, altså skaber veerne. Niveauet stiger igennem fødslen, i takt med veernes intensitet, for så at nå et meget højt men stabilt niveau lige inden pressefasen. Oxytocin har også rygte for at være hukommelsespåvirkende. Nogle mener, det er fordi vi glemmer fødslerne at vi får mere end ét barn. Det har om ikke andet nok en påvirkning på “ammehjernen“.

I takt med at veernes intensitet stiger, stiger endorfinerne også. Det fungerer smertelindrende og kan gøre os høje, lidt lig “runner’s high”. Endorfinniveauet falder igen et par timer efter fødslen. Det er endorfinerne, der gør at fødende kvinder kan blive lidt fjerne og svære at komme i kontakt med. Det hjælper nemlig med at man kan skabe sin egen lille verden og koncentrere sig på den måde, der fungerer bedst.

Begge ovennævnte stoffer gør en masse godt for fødslen og hjælper virkelig fødslen med at skride frem. Der er dog også hormoner, der kan stå i vejen for fødslen, og hvert fald kun skal komme på bestemte tidspunkter for at støtte i fødslen. Det er primært adrenalin og andre katekilaminer. Det kan være hæmmende for produktionen af de andre hormoner, særligt oxytocin, og kan derfor hæmme udviklingen i fødslen eller ligefrem stoppe den helt. Adrenalin omtales nogle gange som overlevelseshormonet, det der hjælper os når vi skal flygte eller kæmpe. Men der skal ikke nødvendigvis et voldsomt rovdyr til, for at opstarte adrenalinen. Nogle gange kan det være noget så småt som at besøge et nyt og ukendt sted, fx et sygehus. Derfor kan det være udfordrende at holde adrenalin niveauet så lavt som det gerne skal være i løbet af fødslen. At kende fødestedet og have været der på forhånd, samt at have mødt jordemødrene på forhånd kan nok hjælpe på det. Når den fødende når pressefasen, spiller adrenalin positivt ind, giver den fødende fornyet energi, kampgejst og fokus på den lidt ekstreme opgave det faktisk er, at få et helt menneske ud af sin yoni.

I løbet af fødslen falder niveauet af prolaktin, det når, modsat oxytocin og endorfin, sit laveste niveau lige inden pressefasen og stiger så forsigtigt for at nå sit maks et par timer efter fødslen, gerne imens man sidder og ammer sit barn. Sammen med oxytocin, er prolaktin det primære amme hormon. Hvor oxytocinen er det, der starter nedløbet, er det prolaktinen, der står for produktionen af mælk. Begge hormoner spiller ind i tilknytningen, både mellem børn og deres forældre, og imellem partnere. Prolaktin har en negativ påvirkning på kvindens mulighed for at få ægløsning, og derfor muligheden for at blive gravide igen. I mange originale stammesamfund undfangedes andet barn først 20-35 måneder efter foregående fødsel, men det kan også hænge sammen med det tabu der var eller er mange steder omkring at dyrke sex under ammeperioden.

 

Hormonerne er sådan lidt skrøbelige. De er tæt forbundet med vores følelser og vores oplevelser af vores omgivelser, så det fx er forskellige hormoner der dominerer afhængig af om vi bliver overfaldet eller om vi er på vej til at dyrke sex med vores partner. Men der er heldigvis ting vi kan gøre for at påvirke vores hormoner, særligt noget mentalt arbejde med vores forventninger og opfattelse af situationerne vi står i. Derudover kan vi gøre en masse fysisk for komme godt igennem fødslen. Mere om det i dette indlæg ->

Skriv et svar