Autonomi

Autonomi fylder meget hjemme hos os. Autonomi er, for dem der ikke er bekendt med det, selvstyre og selvbestemmelse. Det betyder blandt andet at jeg bestemmer over min egen krop og at min datter bestemmer over sin egen krop, og at vores selvbestemmelse kun går dertil, hvor den påvirker andres selvbestemmelse. Autonomi kommer ofte til udtryk i form af et nej, når autonomien ikke respekteres. Jeg vil anbefale alle at læse Erik Sigsgaards bog om Børn og Unges NEJ. Den er hurtigt læst og helt fantastisk! Her står der meget om at støtte børn i deres selvregulering ved at respektere deres nej, og hvad konsekvenserne kan være ved ikke at gøre det.

Autonomi i Hverdagen

Rent praktisk betyder det hos os, at vores datter selv bestemmer hvad hun har på af tøj, hvornår og hvordan hun går i seng og spiser og meget andet, hvor vi selvfølgelig støtter hende i at mærke egne behov, men ikke dikterer. Det betyder også at vores datter selv styrer hvad hun vil lære, hvornår og hvordan. Det drives af hendes interesser og naturlige læringsiver, som vi støtter på flere måder. Det betyder for mig også at jeg siger nej tak, hvis min datter gør noget der påvirker mig, jeg ikke bryder mig om, fx at blive hevet i håret, råbt af eller lignende. Autonomi handler nemlig ikke bare om en selv, om at man selv har selvbestemmelse, det handler også om alle omkring én, og at respektere deres selvbestemmelse.

Min datter kan selvfølgelig godt blive ked, når jeg siger fra. Det er ikke fedt at gøre min datter ked, det gør virkelig ondt på os begge. Når mine grænser overskrides, og jeg ikke gør noget ved det, påvirker det både mit forhold til mig selv, og til dem, der overskrider mine grænser. Det opbygger en vrede mod dem, der overskrider grænserne, samtidig med at det nedbryder min respekt for mig selv og mine egne grænser. Det vil jeg ikke blive ved med. Jeg vil ikke gøre det mod mig selv, mod min datter og mod vores forhold til hinanden. Jeg har et enormt ansvar som min datters første rollemodel. Hvis jeg viser hende, at egne grænser ikke er noget, der skal respekteres, så får hun nok sværere ved at lære at respektere sine egne grænser.

Autonomi i Udvikling

Min datters autonomi, hendes personlige og kropslige grænser, er som jeg ser det nemlig ikke noget, der pludselig kommer når hun er voksen. Det er heller ikke noget hun kun lærer ved at se andre respektere egen autonomi, hun har også brug for at mærke på egen krop at hendes autonomi betyder noget. Der er selvfølgelig forskel på alder, primært på grund af den ikke helt færdigudviklede hjerne, evnen til at forudse konsekvenserne af ens handlinger og selvfølgelig evnen til behovsudsættelse. At hjernen ikke er færdigudviklet betyder også at de ikke er selvstændige og derfor har et enormt behov for at føle sig trygge i at de bliver passet på, at deres behov forståes og reageres på. Autonomi går netop ud på at rationelle og selvstændige individer selv kan træffe deres egne informerede og utvungne beslutninger, og når man ikke evner det selv, har man selvfølgelig behov for hjælp. Det er ikke alle informationer et lille barn reelt kan forstå og reagere på og på samme tid har de større behov for hjælp end de fleste voksne. Alle kan mærke om de er tilpasse med hvad der bliver gjort ved dem og om de beslutninger, der træffes på deres vegne er nogle de er tilfredse med. Derudover lærer de bedst konsekvenserne af deres egne beslutninger ved at prøve i takt med at hjernen udvikles. Derfor går jeg ind for at rumme børnenes autonomi og lade dem træffe egne valg, på egne vegne så vidt muligt allerede fra fødslen. Når deres autonomi ikke respekteres, føler jeg det vigtigt at tale om det, både før og efter. Rumme deres vrede og sorg, og støtte dem i at deres følelser altid er legitime. Autonomi er jo mere end kropslige grænser, det er også frihed til at tænke og føle alt det vi tænker og føler, uden noget af det er forkert.

Autonomi i Omverdenen

Vi kan mærke det ikke er normalt at respektere børns autonomi, eller hvert fald at andre har svært ved at forstå det. Når fremmede nusser på kinden, når perifære bekendtskaber føler sig berettiget til at holde hende, når nære bekendtskaber har svært ved at rumme, ikke at få et kram, når det er forventet at nyfødte skal gå på arm-runde til familiesamkomster og meget mere, tyder det på at de ikke bare har svært ved at acceptere børnenes autonomi, men også at de har svært ved at acceptere at de overhovedet skal have autonomi. Dette ses også når andre synes de skal bestemme hvornår børn skal spise og sove. Hvis det nu ikke er der de er sultne og trætte støtter vi dem ikke i at mærke og respektere egne behov og de kan miste evnen til at selvregulere (igen, Sigsgaard, der også kommer ind på spiseforstyrrelser og lignende). Vi er heldigvis ikke ene om vores synspunkt, og desværre ikke ene om vores oplevelser. Familiefilosofi har et beskrivende indlæg om det som jeg også vil anbefale. Det kan nemlig virke som om nogle har udfordringer med at forstå, at børn også er mennesker. Som nævnt er de selvfølgelig heller ikke færdigudviklede mennesker, derfor har de et behov for at dem, der kender dem godt hjælper dem med at værne om og udtrykke deres behov og grænser. som sagt af Sigsgaard:

Den voksnes opgave [er] at være sine børn nær, at respektere deres modstand og at bøje sig, når det er muligt, for det er jo børnenes selvregulering og dermed deres autonomi, det drejer sig om. (p. 96 om Negayamas forskning)

Det er oftest forældrene, der kender børnene bedst og forstår deres signaler hurtigst. Derfor kan det ofte virke som om forældrene sætter en masse grænser overfor andre, når forældrene egentlig bare reagerer udfra deres kendskab til egne børn, og hvordan de forstår børnenes signaler. Det Sigsgaard kalder at sige nej for børnene. Der var nogle, der havde svært ved at forstå, når vi satte grænser da hun var helt lille og de ikke forstod hendes signaler. De følte sig nok afvist og begrænset i deres mulighed for at interagere med vores datter. Når de beskriver deres oplevelse er fokus hvertfald ofte på deres følelser og hvad de vil. Vores datters behov og grænser er sjældent med i deres billede, hvilket, for mig, virker til at være en meget ensidig og begrænset indgangsvinkel til interaktion med andre mennesker. Jeg vil ikke benægte nogen muligheden for at være sammen med vores datter. Vores datter er en meget åben og kærlig pige. Hun deler glædeligt ud af ting, kram og kys, hun inddrager i lege og historier og meget andet. Hun har grænser, og før hun inviterer folk ind i sin verden, vil hun lige føle sig en smule tryg ved dem først. Det kræver bare lige at hun kender folk en lille smule. Lidt tålmodighed og rummelighed overfor hendes verden og hendes vision, fremfor at presse sit eget ned over hovedet på hende. Hvis hun føler sig usikker på om personen er en, der respekterer hende, lægger hun gerne ud med et højt og entydigt “NEJ” også ser vi reaktionen derfra. Hvis de respekterer hendes nej, har hun nemmere ved at sige ja til dem efterfølgende.

2 Replies to “Autonomi”

  1. Hej!

    Jeg faldt meget tilfældigt over bloggen her, da jeg er ved at skrive 24 timers eksamensopgave, og skulle bruge noget klogt om autonomi. haha.

    Men nu vil jeg sgu’ læse med fremover!

    Mange hilser
    / http://www.sisselsolsort.dk

    1. Haha, jeg ved ikke om du fandt det du søgte, der er hvert fald ikke tænkt så meget på henvisninger og sådan til en eksamen… Jeg håber det gik dig godt alligevel og jeg er glad for at du vil læse med. Bare rolig, det kommer ikke i vejen for dit studie, skriver nemlig ikke så tit 😉

Skriv et svar