Børnebøger

Vi læser en del bøger, hvilket er skønt og noget vi alle er glade for. Det giver dog også udfordringer. For bundniveauet i børnebøger er virkelig lavt og generelt er der en stor mangel på diversitet, hvilket er skuffende. Vi kender alle “dreng redder pige” historierne og andre versioner af “dreng er aktiv, pige er passiv”. dem er der mange af. Så er der også nogle forsøg på at skrive om stærke piger. Ofte bliver det bare “piger kan også være maskuline” hvilket også er fint, for ja, det kan vi da. Der er også bogen “øv, prinsesser er kedelige”, som er et klart forsøg på at gøre op med prinsesse kulturen, og ganske sjov, men hvorfor skal piger kæmpe sådan imod hinanden og hvorfor kan det ikke være positivt og stærkt at være feminin? Der er mange spørgsmål, og trods mit indlæg her, desværre indtil videre ikke så mange svar, men enkelte gode bøger.

Jeg forsøger derfor at skabe en lille liste over bøger der fungerer. Den er desværre endnu ikke så lang, men håber på den bliver længere og det vil jeg selvfølgelig meget gerne have hjælp til. Jeg bliver meget inspireret af at følge med hos Børnenes Bøger og bibliotekattens bøger (i bog anbefalinger, jeg tager stor afstand til hendes gamification af læsning), samt mange af de forskellige forlag for at følge med i hvad der kommer. Vi arbejder os fortsat igennem den danske børnelitteratur (og anbefaler ugentlig noget på Instagram) så der kommer nok med tiden mere på. Indtil videre er der:

Billedbøger

Hullebogen, en bog med et hul hele vejen igennem og berører alt med huller, hvilket egentlig er en hel del, man kommer kort omkring universets opståend, vores sanser og en del ind i mellem. Fine decoupage agtig illustrationer.
Heksekosten, indrømmet, vi har ikke læst den på dansk. Vi har læst den på engelsk ligesom Gruffalo bøgerne og andre af Julia Donaldson. Men vi har set filmen på dansk og rimene er ganske OK. Om en omsorgsfuld og inkluderende heks. Meget sød.
Luna bøgerne, om kærlighed til bøger og blomster og sin familie. Lidt en serie om små hverdagsting, med en kærlig hovedperson med mørk hud (som er sjældent)
Alfons Årberg bøgerne, om en kreativ og tænksom dreng og hans enlige far. Gode rollemodeller for sund maskulinitet. Der er forskellige serier som jeg forstår det, nogle med fokus på historien og nogle med et eller andet læringsfokus, så som synonymer, klokken eller lignende.
Numsebogen, om numser, om at bruge potte og toilet, den kommer også ind på menneskers forskellige størrelse, behåring og hudfarve. Den er noget karikeret og kan ikke stå alene uden samtale.
Shh, vi har en plan! En af Chis Haughtons fantastiske bøger, denne om at forståelse er mere holdbart end magt. Han har derudover skrevet blandt andet Lidt væk om at kende hvad man ikke er og hvad man er samt Godnat Allesammen om at falde i søvn. Gentagelserne og illustartionerne er skønne og spiller godt sammen.
Kampen om det gode græs handler om en kamp, som måske ikke var værd at tage, om at det måske ikke er så smart at alle er helt ens.
10 ting jeg kan gøre for at hjælpe verden, om ti meget simple ting børn kan gøre i hverdagen for at forurene og forbruge mindre.
Far og far og lille Tango vi har læst bogen “and Tango makes three” men denne er på dansk og super sød. Baseret på den rigtige historie om Toy og Silo i NY zoo, som danner par og adoptere et efterladt æg, som bliver til Tango. Den erkender dyrepassernes fordomme i mod homoseksuelle og at det to alligevel blev nødt til at være sammen.
Regler skal brydes, om anarkisme for børn. Om at være god mod andre og sig selv, samt at stille spørgsmål ved normer og tænke selv.
Til de nysgerrige bøgerne er, som titlen hentyder, til nysgerrige børn, der gerne vil vide mere. Og de fleste børn er vel nysgerrige. Der er en om sex, en om politik og en om død. Jeg har lidt kritikpunkter ved hver af dem, men overordnet set synes jeg de er ganske gode, der er fx ikke kun én måde at se døden på og der er en del forskellige sexualiteter repræsenteret.
Mørkebarnet, om alle de der sider, der kan være svære at rumme, men som er nødvendige for at passe på sig selv. Den er egentlig lidt barsk at læse, men smuk, skrevet på vers med rim.
Silkesød Er lidt i samme tema som ovenstående, om faren ved at være “pæn pige” og bare gøre som alle andre vil have imens man glemmer sig selv.
Slottet med de mange værelser, en bog om mange forskellige måder at få børn på, både traditionel vis, med “gave sæd”, anden fertilitetshjælp og adoption. Der bliver ikke talt meget om sex og der er ikke noget der er videre besværligt at tale om, det er en ganske ligetil illustration af at der er mange veje til det med at få børn. Illustrationerne er ikke lige mig, men det er selvfølgelig helt i orden, de er meget farverige og børnevenlige.
Indeni mig… og i de andre er en virkelig skøn bog om følelser, der står ikke for meget, så børnene kan selv mærke efter hvilke følelser de oplever ved de forskellige tegninger og ansigtsudtryk.
Din fantastiske krop er en kropspositiv bog om at elske og respektere sin egen krop imens man gør plads til alle de andre kroppe også.
Min krop er min egen kropslig autonomi forklaret så både børn og deres forældre kan forstå det.
Hallo, jeg er her også! om en lille overset kamelion der bliver set af en overset pige.
Bjørnen som ikke havde været der før om en lettere umiddelbar og stadig filosofisk Bjørn der finder ud af hvem han er.
Bjørnen, der ville blive ved med at være bjørn er en billedbog fra 70’erne om at ville være sig selv, selvom andre ikke nødvendigvis kan se hvad man er.
Hej med dig Bjørn Er endnu en historie om en Bjørn, eller nok nærmere en bamse. Bamsen var oprindeligt set som en han-Bjørn, der hed Bertram, men i virkeligheden er bamsen en hun, og vil gerne hedde Bella. En meget umiddelbar big om transkønnede som børn kan forstå og hvor der også er tænkt over kønsrollerne i de andre karakterer.
Historien om rummet en fin billedbog med præsentation af big bang, lidt astronomi og rumfart. De to tegnede hovedpersoner, der går igen på billederne, er af forskellige køn og har forskellig hudfarve, så en smule divers er den. Samtidig er det, modsat LEGO, mere ærligt at det var russere der var i rummet først.
23 sjove og kreative projekter for Miljøhelte fungerer godt når man gerne vil lave kreative projekter, men ikke vil alt det der plastik rod der ofte kommer ud af mange krea-bøgers ideer. Derudover giver den noget konkret vi kan tale udfra og gøre aktivt for miljøet, fremfor noget sortseende og nedtrykkende noget.
Kærlighed er… en bog om kærlighed, om det uperfekte, om at fejle og tilgive.

Kapitelbøger og andre længere bøger

Godnathistorier for rebelske piger om 100 ekstraordinære kvinder. Der er både statsoverhoveder, forskere, forfattere, balletdansere og meget mere.
Trine Trold og Lars Larve af Josefine Ottesen. Vi har generelt hørt godt om Ottesen og hende skal der klart læses mere af. En fordel ved netop denne bog er at den er lix 8 og derfor en bog børnene selv kan læse relativt tidligt.
Astrid Lindgren en Biografi for børn er, som titlen antyder, en biografi om Astrid Lindgren. Virkelig fin og god, den læser vi gerne flere gange.
Pippi Langstrømpe Af Astrid Lindgren, den kender de fleste og den skal nævnes her. Den kan også fåes som billedbog i kort version eller en lang bog med kapitler. Om en pige, der er stærk, bor alene og gør ting på sin egen måde. Stiller spørgsmålstegn ved en del, fx skole, voksenbestemmelse og meget andet på en sjov og ufarlig måde.
Mio, min Mio, endnu en Lindgren bog. Denne om en dreng der skal besejre den onde ridder Kato. Jeg synes den er rørende og virkelig smuk, særligt ved det endelige slag (spoiler) hvor vi ser at Katos hjerte er blevet til sten og hans død er ikke en straf men en befrielse.
Ronja Røverdatter, vi fortsætter i Lindgrens hjørne, der er virkelig en grund til at hun hyldes som en af de mest fantastiske børnebogsforfattere. De fleste kender også denne historie, om en pige og en dreng fra hver deres røverbande, som ikke vil være en del af den måde at leve på. Smuk og rørende nog igen.
Den lille Prins, det var faktisk den første bog vi læste med vores datter, som vi ikke kunne læse færdig i en omgang. Igen en bog mange kender, utrolig smuk og eftertænksom.
Vaffelhjrte, om to venner der oplever en masse og passer på hinanden. I denne bog har drenge og mænd et helt følelsesregister, hvilket føles befriende.
Papirdrengen, om en dreng der mister sin mor og dermed oplever dyb sorg som han forsøger at overkomme.
Skovpigen Skærv, vi har ikke læst den færdig endnu og jeg tror måske fire år er lidt for ungt endnu, men den virker helt klart lovende. Om en skovpige som redder sin familie.

Bøger som vores børn vist ikke er helt gamle nok til endnu

Momo lytter og ser og forstår at der er problemer, tiden forsvinder og hun må gøre noget. Det gør hun så.
Tidskisten om hvordan børnene lades i stikken når de voksne ikke tager ansvar for en bæredygtig økonomi og miljø tilgang.
Sofies Verden, en fantastisk introduktion til filosofi.
Harry Potter bøgerne, vi glæder os alle sammen, meget inklusiv vores datter, til hun bliver gammel nok til de her bøger. Der bliver behandlet voldsomme temaer som død, diskrimination og meget mere i dette fantastiske medrivende og på alle måder magiske univers, hvor alle små detaljer, så som navnene og formularerne er gennemtænkt og har betydninger. Jeg er fan.

Jeg synes stadig listen er noget mangelfuld i forhold til mange ting, blandt andet mennesker af begge køn som har et helt følelsesregister, andre familiestrukturer, funktionsevne, hudfarver og kulturer end normen hos os, og meget mere, men de bøger jeg kan finde om det har bare ikke været inkluderende og aktivistiske nok til at gøre op for den manglende historie.  Hvis du har ideer til det eller andet hører jeg meget gerne om det.

2 Replies to “Børnebøger”

  1. Hej, det er vigtigt med noget ordentligt at læse – så gider de voksne også læse med… Af ren interesse, hvad mener du så med “gamification af læsning”?

    1. Hej Tina, tak for din besked. Jeg går ikke ind for gamification af læsning, hvor man gør læsning til et spil med milepæle (achevements) og belønninger. For mig er det ikke vejen frem i forhold til at støtte børnene i (fortsat) at nyde læsning, måske kan dette indlæg give lidt mere forklaring i hvorfor jeg mener sådan. Hvad er dine tanker om det?

Skriv et svar