Faderens opfattelse af første fødsel

Graviditeten

Systemet

Hvis jeg skal starte fra starten skal jeg nok starte fra den udfordrende graviditet og vores kontakt med systemet. At “morgenkvalme” er noget der skulle være et afsluttet kapitel efter første trimester og at systemet skulle være til for at skabe en tryg og rolig fødsel med den fødende i fokus var ikke helt min oplevelse. M var plaget af praktisk talt alle gener muligt, men ingen komplikationer. Altså alt det hvor det ikke går ud over barnet og hvor det virker til at systemet ikke tager en alvorligt som når man har afskaffet bækkenløsning i Århus. At man så har bækkenrelaterede graviditetsgener og kan komme til en workshop med en fys hvor man får et ark med nogle standard øvelser, det er sikkert et samfundsmæssigt billigere alternativ, hooray for NPM.
Standard måden man har kontakt med fødestedet på var, for os, mildest talt utilfredsstillende. At man møder op hos en konsultationsjordemoder som det, for mig at se, er meningen skal vejlede, berolige og støtte, og det eneste vi fik ud af det var en del skepsis overfor vores ønsker og tanker samt en hel masse dækken ind i forhold til hvad vi kunne stile efter var muligt til en almindelig fødsel på Skejby. Det endte med at M efter endnu omgang “Nu må I jo ikke have for høje forventninger” og “Det kan I ikke forvente er muligt” fortalte dem sin ærlige mening og besluttede sig for at “Jamen, jeg bliver bare hjemme til der kommer presseveer, så kan jeg jo ikke komme ind på sygehuset”. Her kom vi lidt sent og ekstra ordinært i kendt jordemoderordning og begyndte at arbejde målrettet på en god hjemmefødsel.

Kvalmen

Kvalmen var en udfordring på et helt andet niveau, en nedadgående spiral af madlede, sult, svimmelhed, opkast og cravings. Her havde jeg helt klart en af mine største udfordringer i forhold til at støtte M, jeg havde svært ved at håndtere det når hun sagde at hun havde brug for mad, men ikke lyst til det. Det der så kunne være mit udgangspunkt for at reagere på dette var en af to retninger, enten gå igang med at tilbyde mad, jeg kunne overskue, fra “positiv-listen” af mad, med en forventning om et svar, eller prøve at finde på nyt mad uden “negativ-listen”, som jeg kunne overskue. Der var selvfølgelig også den tredje retning, men det er den med manglende reaktion, så den er temmelig kedelig.

Den største problematik i dette her handler nok i stor grad om en manglende evne til at sætte mig i M’s sted, forståelsen og tålmodigheden til at give hende plads og støtte til at finde ud af hvad der kunne fungere og ikke presse på for at finde en løsning hurtigt eller blive frustreret når hun ikke kan tage imod min “hjælp”.

Forberedelser

Vi gjorde os lidt forskellige forberedelser til fødslen, M læste en masse både online og i bøger. Bogen “Birthing From Within: An Extraordinary Guide to Childbirth Preparation” var hun særligt glad for og en af de tydeligste, for mig, konsekvenser af læsningen var de imponerende mange og lange squats det medførte. Endnu engang forbløffes jeg over M’s evner og viljestyrke og det har absolut ikke været hverken første eller sidste gang, men det har nok i særlig grad været i forbindelse med hendes forældreskab. Jeg prøvede også at læse nogle forældreskabsbøger, men jeg kunne så gentage det som stod i indledning, forord eller på omslaget til de bøger, især skrevet af fædre, jeg læste, “jeg følte ikke at der var nogen bøger der lige ramte mig”. Jeg følte klart at de her mere praktiske og måske medicinske bøger var noget jeg bedre kunne forholde mig til sammen med samtaler med M. Alt det der sker, påvirker på godt og ondt primært den gravide. Det er hende der får alle generne, hende der mærke livet vokse, hende der påvirkes af hormonerne, hende der føder, hende der efterfølgende ammer. Derfor kan det være svært at finde en balance, hvor der både er plads til vores begges følelser og rummer at hun måske skal prioriteres lidt højere og har lidt mere veto-ret. Det har jeg nogle udfordringer med, jeg har nok lidt en tendens til at køre en “hokus pokus, så er det mig der er i fokus”.

Forberedelserne tog dog klart også en mere praktisk og håndgribelig drejning da vi kom fuldt ind på hjemmefødselssporet. Vi fik lånt bogen om hjemmefødsel på biblioteket og et fødekar af min kusine. Andre forberedelser kom jo så også til at omhandle praktiske ting som indretning, musikvalg, oplysning af naboerne og madplan, flere af tingene ikke noget vi nåede at realisere da vi blev ved med at tænke at vi havde tid nok, men fødslen så var et par dage før terminsdatoen og ikke varede så længe som vi regnede med.

Fødslen

Tidlig morgen:

M vågner lidt tidligt efter en urolig nat og står op for at spise lidt for at undgå den værste kvalme og starte dagen på en godt grundlag, jep, den var der stadig. Hun kommer tilbage i seng og vi dyrker en god omgang morgensex, da dette kan hjælpe med at klargøre kroppen til fødsel og generelt bare er et dejligt foretagende med min smukke højgravide hustru. M falder igen i en halv urolig søvn. Jeg sover igen tungt.

Morgen:

Vi står så op da M begynder at føle at hun får ondt i ryggen af at ligge i sengen længere. Vi går og tuller lidt omkring noget morgenmad og M snakker lidt om at den her smerte i ryggen kommer og går lidt. Vi snakker lidt om det måske kunne være begyndende veer, men M er afvisende, de er ihvertfald ikke voldsomme og det kan man jo sagtens få lidt af i dagene op til fødslen, hvis det nu skulle være veer.

Udover at det ikke var voldsomt var der heller ikke pauser, som jeg havde fået at vide der ville være. Det var noget af det der overbeviste mig om at det ikke var veer.  —  M

Vi begynder dog alligevel så småt at gøre os lidt klar, M går ud og tager sig et bad og vil gøre sig klar ved at barbere ben. I mellemtiden begynder jeg at gøre klar til at fylde fødekarret. Jeg kan ikke gå igang med at fylde vand i, da vi skal koble til blandingsbatteriet ved badekarret og bruser. Det tager lidt lang tid at gennemføre badet for M, da hun må holde nogle pauser undervejs i sit foretagende og bare sidde lidt, koncentrere sig og arbejde med den varme brusers stråle på ryggen.

Formiddag:

Hun bliver færdig og kommer ind i stuen, vi begynder at snakke om at vi skal have købt ind, da vi er midt i påsken og vi ikke har fået gjort så meget mad klar.

Undervejs i denne samtale bliver der holdt nogle enkelte pauser og jeg lærer lektien på en faktisk temmelig høflig måde, at man skal ikke prøve at stille spørgsmål om indkøb og grøntsager til en kvinde imens hun har en ve. Jeg lærte også at man gerne skal have en god grund til at ømme sig. Det virker til, og sådan som hun selv har beskrevet det, at M har arbejdet ud fra en tanke der hed “det her er ikke så slemt igen, lige om lidt bliver det hårdere”

Middag:

M er så småt ved at anerkende at hun vist efterhånden måske er gået sådan lidt i fødsel. Vi kan nu godt ringe og oplyse jordemoderen om at M muligvis har fået nogle veer, bare sådan en lille heads-up. Det virker dog til at jordemoderen mener at der er noget om snakken og vil stille og roligt, gøre sig klar, køre omkring Skejby efter grej og komme hjem til os. Jeg tager ud og handler, husker det som en noget uklar men effektiv tur. Da jeg kommer hjem igen arbejder M meget med at kravle rundt og bevæge sig. Hun arbejder koncentreret og næsten uafbrudt mellem sofaen og fødekarret. Umiddelbart efter jordemoderen er kommet får M mulighed for at blive helt klar og hun kan komme over i karret.

Eftermiddag:

Her kan M så virkelig begynde at arbejde i en stilling der mindede om lidt et foroverbøjet squat, med panden placeret med fødekarets kant (det var heldigvis et oppusteligt et). Veerne fortsætter deres påtrængende strømmen indover hende. Her er tiden og rækkefølgen lidt sløret for mig, men to begivenheder er tydelige for mig:

  1. Da M siger at der ikke er plads, mine tanker gik straks lidt panisk på; “Nå øvkay, jamen så må vi vel til at overlade det nogen der kan ordne det på anden måde”, M’s tanker gik åbenbart mere i retningen “Vi må kunne brække mit bækken på en eller anden måde, så vil der være plads” og jordemoderens bidrag var roligt noget i stil med “Nåh, det er der nu nok”. Det blev der ihvertfald, også uden andres indblanding eller drastiske knoglebrud.
    2. Da M fik “bistik” – saltvandspapler henover lænden, efter dette begyndte der at komme noget der lidt lignede noget der kunne beskrives som pauser i veerne, hvert fald de første par efterfølgende veer. Disse benyttede M igen til at rose mig for min indsats indtil videre.

M er for mig en meget følsom person med store følelser der kan komme til udtryk i fantastisk velformulerede, målrettede og velovervejede verbale strømme af kritik, omsorg, angreb, entusiasme og/eller energi. Det var en bekymring for at denne kraft kunne rettes mod mig i en negativ retning, at hun lige prøvede at få sendt noget kærlighed og ros i min retning inden et eventuelt (og udeblivende) møgfald.

På et tidspunkt virkede det til at veerne tog en anden karakter, vandet gik og fem-ti minutter efter havde vi den skønneste datter i armene.

Pludselig var det ikke længere sådan ømhed og trykken, men min krop forsøgte mere reelt at få barnet ud ved at presse — M

M havde styr på det der, hun blev lidt distraheret af nogle kommentarer fra jordemoderen, men udover det var hun stærkt tilstede i sin krop og havde hele vejen igennem arbejdet med sin krop ud i denne første oplevelse af en fantastisk bedrift.

Herefter skete der så igen en masse forskellige ting der gik meget hurtigt, navlestrengen blev klippet, vores datter sagde hej, M kom over i sofaen, fødte moderkage, de gav sig kast med amningen, M blev syet, fik en indsprøjtning da hun blødte lidt meget og jordemoderen var lidt bekymret for et lille hul i moderkagen, der dog ikke var noget. Cirka fire timer efter jordemoderen var kommet tog hun afsted igen og vi var nu en lille familie.

Aften og tiden derefter:

Vi fik lidt besøg om aftenen og dagene derefter, dette var helt klart noget vi vil gøre en indsats for at gøre anderledes her anden gang, ikke fordi vi nødvendigvis vil have færre eller flere besøg. Jeg tænker at vi gerne vil have mere overblik over hvorledes vi administrerer besøgene og retningslinjerne for dem bliver gjort tydelige. Vi havde også gjort os mange tanker om det på forhånd, men havde svært ved finde ud af præcist hvorledes vi kunne videregive tankerne.
Vi havde også gjort os mange tanker og forberedt hvordan vi skulle håndtere og pakke vores datter ind efter fødslen, en del af dette korrigerede vi også efterhånden. Man lærer utroligt mange ting som førstegangs forældre, både om sig selv og ens barn. Noget vi overså i al ståhejet, var at tage os af M. Altså vi fik noget at spise osv. men sådan virkelig tage os af hende, holde hende varm og forkæle hende havde vi glemt. Havde godt læst lidt om sårhelende urtebade og sådan noget og fik også gennemført lidt, men det er helt klart også et punkt hvor vi vil forberede os bedre.

Skriv et svar