Første møde

“Hej med dig” var det første jeg fik sagt, da min helt nyfødte datter kom op af vandet og i mine arme første gang.

Jeg havde mange gange fået at vide at jeg ville overvældes af en enorm, hidtil ukendt kærlighed. Jeg havde også fået at vide at dem, der ikke havde det sådan, havde en fødselsreaktion. Derfor var jeg også lidt tilbageholden med at sige til andre at kærligheden ikke var det, der ramte mig allermest da jeg fik min datter i mine arme. Der var kærlighed, masser af kærlighed, men det føltes for mig stadig ligeså uhåndgribeligt som da hun var inde i maven. Selvom jeg nu havde set hende og havde hende i armene, kendte jeg hende jo ikke, og det var netop det jeg blev mødt af. Jeg blev mødt af det her lille individ, som var helt sin egen, som havde alverdens legitime følelser, behov og bevæggrunde, som havde sin helt egen personlighed. Alt sammen noget, som jeg ikke kendte endnu og derfor ikke kunne forstå og reagere optimalt på endnu.

Jeg er fantastisk glad for at fødslen foregik hjemme hos os i ro og mag, så jeg kunne få tid og rum til at håndtere følelserne, selvom de ikke var hvad jeg havde fået at vide de ville være. Vi valgte denne måde at føde på til trods for at mange frarådede os hjemmefødsel og vandfødsel, sagde vi skulle være mere realistiske og så os som skøre fordi vi gjorde det alligevel. Der var absolut ingen grund til ikke at føde hjemme, rådene byggede ikke på noget reelt andet end frygt og en manglende tro på den fødende kvindekrop. Den virkelig vellykkede drømmefødsel vi fik derhjemme i vand gav os en vidunderlig start på forældreskabet. Det var den første forældrebeslutning vi traf som vi kunne mærke var helt rigtig for os, til trods for at det var meget mod normen, og det gik bedre end vi forventede. Det gav os en utrolig tro på os selv, og på at det er vores mavefornemmelse der skal vise os vejen fremfor normen og de almene råd vi får.

Jeg følte egentlig jeg havde gjort mig tanker om hvordan jeg skulle være mor, primært inspireret af de råd jeg havde fået baseret på behaviorisme og hvad jeg skulle gøre for at barnet artede sig efter mine planer. Det var ikke fordi jeg ikke vidste at hun var et selvstændigt individ. Det var ikke fordi jeg ikke vidste at hun ikke bare var en forlængelse af os. Jeg forstod bare ikke, før jeg havde hende i mine arme, hvor meget hun allerede var og ikke bare havde potentiale for at blive. Jeg forstod ikke før, hvor reelle hendes behov og følelser var og ikke bare noget der kunne ignoreres og trænes væk. Jeg forstod ikke før, hvor ligeværdig med mig hun var, lige der fra starten.

Mine forventninger, som min omverden havde været meget medvirkende til at opbygge, blev ikke rigtig indfriet, hverken dem om den pludselige kærlighed og dem om det her barn der bare kunne trænes til at passe ind i vores liv, og jeg følte mig flere gange forkert. Der er dog absolut intet forkert i at lade kærligheden vokse i sit eget tempo, og mange oplever at kærligheden kommer gradvist fremfor pludseligt. Jeg elsker min datter uendelig højt og alligevel formår kærligheden fortsat at vokse. Der er absolut heller ikke noget forkert i at se barnet som ligeværdigt og respektere hendes følelser og behov på lige fod med vores egne.

Hvilke følelser dominerede hos dig da du første gang fik dit barn i armene?

Skriv et svar