Forældreansvar

Som forældre er vores primære opgave at passe på vores børn, altså sørge for at de overlever og trives, og vores sekundære opgave er at hjæle dem til at blive velfungerende voksne. Det virker rimelig universelt, på tværs af kulturer at det er fokus, se fx bøgerne the Anthropology of Childhood eller Our Babies, Ourselves. Der er selvfølgelig forskel, afhængig af hvor i verden man bor, hvordan den generelle sundhed og ernæring er, hvilke traditioner der er, hvordan samfundet er struktureret og meget mere, der gør at de to opgaver får forskelligt fokus og at de gribes meget forskelligt an. I de fattige lande med beskidt vand og meget høj børnedødelighed er al fokus i starten på den primære opgave og i de rigere lande går man hurtigere til den sekundære opgaver. I samfund hvor fællesskab vægtes højt er det en del af havde definerer en, som en velfungerende voksen, og i samfund hvor individualisme vægtes højt, defineres en velfungerende voksen anderledes.

Den Primære Opgave

Som en del af vores førnævnte primære opgave skal vi selvfølgelig sørge for at vores børns basale behov dækkes. Deres basale behov er meget lig voksnes, udover at deres behov for tryghed og samhørighed er større, da de jo har brug for hjælp til at opfylde deres behov og det derfor er en nødvendighed for at sikre de andre behov. Så basale behov består af en tryg tilknytning, sikkerhed og tryghed, søvn, mad og drikke (i starten dækkes begge dele af amning), en passende temperatur, renlighed og mulighed for at eliminere (tisse og lave bæ). Hvordan behovene opfyldes er meget forskelligt fra kultur til kultur og fra familie til familie. Hvordan vi gør har vi skrevet om i de indlæg der er linket til ved punkterne, og der kommer nok mere til i takt med at vi komme igennem mere af det med endnu et barn. Børnenes behov for hjælp til at opfylde basale behov falder selvfølgelig som børnene bliver ældre og mere selvstændige, derefter vil andre behov, så som andre relationer, at føle at man kan noget og at udvikle sig, fylde mere.

Den Sekundære Opgave

I takt med at der så er mere overskud til andet end det basale behov og overlevelse, kommer den førnævnte sekundære opgave ind. At hjælpe barnet med at blive en velfungerende voksen. For os er det vigtigt, at fokus på fremtiden ikke sker på bekostning af fokus på nutiden. Vores børn er ikke bare ved at blive mennesker, de er også mennesker nu, de har reelle behov, følelser, motivationer, tanker, spørgsmål og meget mere lige nu. Ved at fokusere på nuet tror jeg dog også vi nemmere kan støtte og ruste vores børn til fremtiden. Det kan vi gøre ved at vi værner om deres autonomi, støtter dem i at mærke egne følelser og grænser, hjælper dem med relationer og socialisering, være opmærksom på hvordan de lærer og hvordan vi kan hjælpe den læring på vej og selvfølgelig påtage os det ansvar det er, at være deres første og dybeste rollemodeller. Hvordan vi griber det an kan du igen læse i links ved punkterne og der vil fortsat komme mere på.

Vores Tilgang

Vi har flere gange fået at vide at vi er ekstreme eller fanatiske i vores tilgang til forældreopgaven. Jeg ved ikke helt hvad det indebærer, og det er nok de færreste fanatikere der ser sig selv sådan, så det kan jeg selvfølgelig ikke vurdere. Det er dog ikke sådan det føles for os, selvom vi ser vores opgave som vores børns forældre som vores vigtigste opgave. De er vores første prioritet, vi elsker dem uendeligt og at lade som noget andet ville være falskt. Vi føler os rimeligt afslappet i det og kan mærke at det nok ville føles rimelig påtaget og ubehageligt hvis vi skulle gøre det på andre måder, fx hvis vi ikke skulle hjælpe med at opfylde deres basale behov når de opstod, hvis vi ikke respekterer de følelser og oplevelser de giver udtryk for at have, hvis vi skulle presse og tvinge dem til ting, der hverken gav mening for dem eller os eller på anden måde leve på en måde, der ikke følger vores værdier. For os er det vigtigt at være autentiske og oprigtige overfor os selv, hinanden og vores børn. Det betyder dog ikke at vi stopper vores egen udvikling. Vi har en historie og har opbygget dårlige vaner, dem bryder vi ikke ved at sige at det er mere autentisk at lade være, tvært imod giver vi dem bare videre til vores børn. Vi bryder dem ved at være hele mennesker, der dummer sig, undskylder, lærer af det og udvikler os. Vores måde at være forældre på er selvfølgelig ikke den rigtige for alle og vi er helt klart udenfor normen, men det betyder jo ikke, at den ikke er rigtig for os.

Skriv et svar