Hjemmefødsel

Vi fødte vores første barn hjemme. Mange udtrykte usikkerhed omkring at gøre det hjemme første gang, med “vi ved jo ikke hvordan du håndterer fødslen” (også omtalt som “vi ved jo ikke om du kan holde til/finde ud af at føde”) og lignende udtalelser, der kan være fantastiske til at så tvivl i den kommende fødendes sind, sammen med selvfølgelig den generelle populære fremstilling af fødsler som noget farligt og forfærdeligt som kvinder ikke kan selv. Jeg var måske lidt trodsig, det er MIN og mit barns (og min mands) fødsel, og ingen andre end os skal bestemme over den. Du kan læse min mands beretning af fødslen, samt lidt om hvordan beslutningen blev taget i det her indlæg. Det gik helt fantastisk og der var ingen tvivl om at det var sådan vi skulle gøre det igen, så det gjorde vi.

I min optik er der mange fordele ved at føde hjemme, hvis det er det man vil. Det er ofte der de rigtige hormoner arbejder bedst, læs evt om hormonernes arbejde i vores indlæg her, det er her man er tryg og velkendt, vi kender også alle bakterierne og bliver ikke udsat for alt det vi kan udsættes for på et sygehus, partneren kan i langt højere grad være en del af det og bliver ikke på samme måde sat ud på et sidespor, som det kan ske på hospitalet. Mange bekymrer sig om sikkerheden, men en planlagt hjemmefødsel er ligeså sikker som en planlagt hospitalsfødsel. Det kommer jeg mere ind på senere i indlægget.

Bevidste Valg

Det er ikke alle, der er til hjemmefødsler. Noget af det vigtigste er, som jeg ser det, at fødslen primært foregår på den fødendes præmisser og for nogle (her iblandt os) er det hjemme og for nogle (her iblandt os, hvis jeg fx ventede tvillinger eller lignende) er det på hospitalet. På hospitalet kan man stadig tage ejerskab over fødslen og tage aktiv stilling til hvad man ønsker og hvad man ikke ønsker, gerne skrevet overskueligt ned i en fødselsplan eller lignende. Det kan komme ind på hvilken smertelindring man ønsker (der er mange forskellige medicinske tilbud fx epidural blokade, og det kan være en god idé at sætte sig ind i både dem og de ikke-medicinske muligheder), om man ønsker lavement, om man ønsker vaginale undersøgelser, om man vil føde i vand, hvilken stilling man vil føde i og hvordan man vil pressehvem der skal med til fødslen (mere om det nederst i indlægget), hvilke former for monitorering man ønsker, hvornår navlestrengen skal klemmes og klippes, selv hvis barnet har brug for hjælp til vejrtrækning, om man ønsker syntocinon injektion, om man ønsker ens barn får k-vitamin og meget mere.

Det Praktiske

Der er sikkert en masse, der er klaret for en, hvis man føder på hospitalet fremfor hjemme, men jeg ved ikke om jeg mener det er mere praktisk og nemt. Når jeg fx tænker på transporten både frem og tilbage, alt det man ikke lige har tilgængelig derinde, som man har hjemme, alt det man alligevel skal slæbe med, muligheden for at blive sendt hjem igen, hvis man ikke er langt nok henne, ubehaget ved at transportere sig når man så er langt nok, usikkerheden, ukendtheden, begrænsningerne i hvor man lige bevæger sig hen, fødselspartnernes muligheder og meget mere, kan jeg hvert fald godt blive lidt overvældet. I den følgende liste bliver blod nævnt et par gange. Jeg husker virkelig ikke min fødsel som særlig blodig, men der kommer selvfølgelig noget, så det er fint at være klar på. Indlægget her blev for langt med også en liste over det man praktisk skal have klar til en hjemmefødsel (og nogle er kun interesseret i listen) så den er her i stedet for.

Sikkerheden

Som udgangspunkt kan de fleste føde hjemme. Det kan anbefales hvis den gravide er sund og rask (altså, ingen sygdomme eller komplikationer (så som gestational diabetes), men gener, så som meget kvalme, blærebetændelse, bækkenproblemer eller lignende er ingen hindring), hvis der kun er et barn i maven og barnet er vurderet til at veje imellem 2500 og 4500 g (selvom vægten måske i sig selv ikke er så sigende) og vende med hovedet ned, hvis fødslen starter spontant imellem 37+0 og 41+6 og hvis det er noget den gravide har lyst til. Selv hvis alle disse kriterier ikke er opfyldt, kan det stadig lade sig gøre. Det kan dog bare være en rigtig god idé at sætte sig ind i hvorfor det i så fald ikke anbefales, derfor lidt links under hvert punkt til at starte på. Beslutningen er i sidste ende, som med alt andet i sundhedsvæsnet, op til den enkelte, også selvom det til tider ikke præsenteres sådan.

Hvis man sammenligner kvinder, der lever op til disse anbefalinger og vælger at føde hjemme, med kvinder, der lever op til disse anbefalinger og vælger at føde på sygehuset enten med Jordemoder eller læge, er statistikken umiddelbart bedre for de hjemmefødende. Der er færre komplikationer, lige fra bristninger til behov for indlæggelse eller genoplivning og endda færre dødsfald. Jeg tænker det er fornuftigt at overveje sikkerheden i de valg man træffer, ofte er det dog så vagt, når der udtrykkes en frygt for det, at det er svært at blive klogere på. Jeg har hørt nogle udtrykke bekymring omkring bakterier i hjemmet fremfor på sygehuset (en lidt omvendt tankegang i mit perspektiv, da jeg da meget hellere vil give mit barn mine og vores velkendte bakterier, end dem på sygehuset, men vi er jo alle forskellige). Der er også frygten for at navlestrengen er rundt om halsen (det sker ved ca 1/3 af alle børn, og er ikke i sig selv en risiko for noget). Der er en lille (og endnu mindre for hjemmefødende) risiko for at barnet ikke trækker vejret spontant ved fødslen. Dog kan dette ofte klares med selvfølgelig at sikre frie luftveje og gnubbe ryggen og fødderne, det sætter de fleste igang. Ellers har jordemoderen udstyr til behandling af asfeksi med, da det ikke er det vilde det kræver, og det viser sig at luften i rummet omkring barnet er bedre end ren ilt. Mund til mund kommer man dog også langt med, hvis man af den ene eller den anden grund er uden Jordemoder (det er ikke noget man som udgangspunkt behøver frygte. Nogle føder så hurtigt at de ikke kan nå på sygehuset og hjemmefødsel derfor er anbefalingsværdigt, da det med at føde i bilen eller elevatoren eller lignende ikke er det mest komfortable. Der må man ringe så tidligt som muligt og Jordemoderen kommer med det samme.)

Hvis moderen og barnet som udgangspunkt er sunde og raske, går detofte helt som det skal. Jordemoderen er med til at vurdere om alt forløber planmæssigt. Hvis fostervandet er grønt, hjertelyden daler, moderen bløder lidt meget efter fødslen eller hele moderkagen ikke er kommet ud, vil jordemoderen anbefale en overflytning til sygehuset, som foregår helt stille og roligt sammen med jordemoderen. Ofte vil det foregå i ambulance, særligt hvis det er efter fødslen, stadig stille og roligt, men med flere der kan hjælpe og mere udstyr hvis der er brug for det. Det samme selvfølgelig hvis moderen af den ene eller anden grund undervejs ønsker overflytning, fx for mere smertedækning end der kan klares i hjemmet, i så fald kan det også foregå i familiens egen bil (hvis de har sådan en) så alle kan komme med.

Deltagere

Hvem man vil have med til fødslen, mener jeg er helt op til den fødende. Der er flere ting, der kan tages med i overvejelserne, både de praktiske og de mere følelsesmæssige. Der kan være ting, der skal gøres, behov for støtte og meget mere. Fødsler og fødende er alle forskellige, nogle går hurtigt, hvor ikke alle når frem, andre er langsomme og langtrukken, nogle har det godt med at have mange omkring sig, andre har svært ved at slappe af (og åbne sig) når der er andre mennesker.

Jordemoderen er rimelig oplagt og alle fødende har ret til en Jordemoder. Hendes opgave er at støtte op om den fødende i den fødsel, den fødende ønsker. I mit tilfælde betyder det at de skal agere nærmest ikke eksisterende. De lytter lidt hjertelyd, undersøger baby og mig efter fødslen og er ellers bare tilgængelige hvis vi har et behov eller ønske om assistance. Mange steder kan man komme i en kendt-jordemoder-ordning, hvor man kan tale ønsker om fødslen igennem på forhånd. Men selv i de ordninger kan det være at det er en ukendt jordemoder der kommer, så det er altid en god idé at skrive en udførlig liste med fødselsønsker, som nævnt tidligere i indlægget.

Partner er også oplagt, med mindre man er solomor. Der er i min optik mange fordele ved at have partneren med til fødslen, først og fremmest den støtte man kan få derfra, det er de færreste andre der kan levere noget tilsvarende, hvert fald i de fleste forhold. Han eller hun kan ofte være talerør for den fødende, er nogle gange den eneste, der må røre ved den fødende og kender hende bedst og har nemmest ved at forstå hendes små signaler eller gætte hvilken slags mad eller drikke hun vil have og meget mere. Derudover er der også fordele for partneren, da det er en stor oplevelse at være med til og det kan støtte partnerens tilknytning til barnet. Læs evt. mere om det i vores indlæg om tilknytning.

Doula er også en mulighed. En doula er en uddannet fødselshjælper, der ikke har ansvar for noget medicinsk, men har ansvar for at være der og støtte den fødende. Der kan være gode grunde til at gøre brug af en doula. Jeg kunne personligt overveje det, hvis jeg engang skulle føde på hospitalet, som “vogter af fødestedet”, men egentlig vil jeg helst have så få med til fødslen som muligt, så for mig giver en doula ikke mening når jeg føder hjemme.

Fødselshjælper bliver ofte anbefalet, til at stå for praktiske ting. Det kan være en veninde, en forælder eller søskende til den fødende eller partneren eller en helt anden, det kan være kun en eller det kan være flere. Deres opgave vil være praktiske ting, så som at lave kaffe til jordemoderen, koge vand hvis vandet i fødekaret bliver koldt, være der for børnene (se næste punkt) og alt muligt andet praktisk. Jeg ved ikke hvordan andres fødsler foregår, ved min første som ikke var langtrukken, nåede de tilstedeværende vist alligevel at kede sig en smule, og en ekstra person ville bare være i vejen. Som nævnt vil jeg helst føde alene og andre ville for mig føles som en distraktion.

Børn, så som den fødendes ældre børn, kan også være med. For nogle vil det være meget distraherende, for andre vil det virke underligt at ekskludere børnene fra sådan en stor oplevelse. For os, der nyder alle aspekter af hjemmelivet, virker det mest naturligt at inkludere vores hjemmebarn, i det omfang hun selv ønsker, i hjemmefødslen og hendes overgang fra at være enebarn til at være storesøster. Jeg tror på at det, som med partneren, der deltager i forberedelse og fødsel, kan styrke tilknytningen imellem de to og kan lette den voldsomme overgang som det kan være, ikke længere at være den mindste og have sine forældre for sig selv. Vores datter har igennem hele graviditeten været meget engageret, hun har været med til skanninger og jordemoderkonsultationer. Hun har set en masse fødselsvideoer, både dem hvor man ser (og hører) en kvinde føde og de animeret hvor man ser babyens udvikling og fødsel til sidst. Vi har læst bøger, tegnet, talt og leget utrolig meget af både graviditeten og fødslen igennem. Jeg føler på mange punkter hun var mere forberedt, til min fødsel af hendes bror end jeg var, til min fødsel af hende. Så er der det med at der skal være en “på” barnet. Det anbefales de fleste steder, at hvis barnet skal med, skal der være en der har barnet som primære fokus, særligt i tilfælde af overflytning. Det forstår jeg, det giver mening at der skal være en voksen tilgængelig for barnet, og det skal ikke være på moderen, som jo føder. For os giver det dog bare bedst mening at det så er på faderen. Der er ingen andre end hendes mor og far hun er så tryg ved, ingen anden, der kan være der for hende i en muligvis utryg situation som os og ingen der forstår hende som vi gør. I tilfælde af en overflytning ville hun nok blive utryg og da have endnu mere brug for en tryg person, derfor skal hun selvfølgelig blive med sin far, og så må de, i den grad det er muligt, komme med på hospitalet eller hvad de nu føler fungerer bedst. Jeg har mere brug for at min datter er tryg, end at min mand står ved siden af mig hvis jeg skal overflyttes, så sådan har vi valgt, men det er sikkert ikke det rigtige for alle. Mange ande børn har heldigvis bedsteforældre eller andre personer, de har knyttet sig trygt og godt til, der forstår dem og kan være der for dem. I de tilfælde giver det også rigtig god mening, så længe moderen er med på, at de også derved er med til fødslen.

 

Hvad der er rigtig for nogle, er ikke nødvendigvis det rigtige for alle. Statistikkerne kan fortælle os en del om risiko og gennemsnit, men ikke hvad der er rigtigt for hvert individ, det må være op til os individuelt. Hvad har du gjort dig af overvejelser og aktive beslutninger omkring din fødsel?

Skriv et svar