Kvindekroppen

Jeg elsker min krop. Mit forhold til min krop er ikke uden problemer og til tider føler jeg mig virkelig svigtet af min krop. For eksempel da der gik næsten et års forsøg før jeg blev gravid, eller når jeg og begge børn alle er blevet syg tre gange på tre måneder, eller når ryggen bukker under for Marathon amning og bæring af de syge børn eller når der er ting jeg ikke kan spise uden at jeg får udslet og kløe. Men ligesom jeg elsker min mand og mine børn selvom de nogle gange gør ting der skuffer mig, så elsker jeg også min krop. Oftest er skuffelserne heller ikke envejs eller uden grund, men et symptom på en ubalance så de små reminders om mere omsorg elsker jeg også. Det gælder både med hensyn til min krop, min mand og mine børn.

Morkrop

Jeg elsker min krop mere efter den er blevet en mor krop, med alt hvad der hører til det. Efter jeg har været sexet med min mand og vi har undfanget to vidundere helt naturligt, selvom det ikke kom lige med det samme. Efter de små vidundere på hver deres tidspunkt har vokset sig store inde i min krop, bare igennem mig, klar til at komme ud i den store verden. Efter vidunderne er blevet født ved hjælp af de største kræfter mennesker kan præstere, uden nogen hjælp eller sygeliggørelse, bare hjemme i stuen. Efter jeg har ernæret de små vidundere alene igennem min krop i de første 6-12 måneder hvor de selv, stille og roligt gik og går mere og mere over til fast føde, men første barn, og nok også andet, i flere år har holdet fast i amning. Efter jeg har ammet to børn på samme tid og mine bryster har tilpasset sig begge børns behov. Efter jeg har viklet og båret i timevis, kilometervis og dagevis. Jeg har trøstet, støttet, hjulpet, givet plads, båret og meget mere. Efter alt det, kan jeg stadig gå, jeg kan stadig sidde. Jeg kan stadig være sexet med min mand. Jeg kan i store træk stadig se ud som om det største mirakel ikke har ramt mig. Det er mirakuløst og et kæmpe privilegie. Det er ikke for alle, at børn kommer af sig selv eller kommer over hovedet trods ønsker og forsøg, og det er ikke alle der ønsker det. Jeg ønsker ingen skam i nogen af de retninger, jeg ønsker at fejre mine mirakler. Derudover ønsker jeg at mine børn bibeholder deres kærlighed til egne kroppe og respekt for andres.

Kvindekrop

Kvindekroppen er på en eller anden måde til konstant evaluering af samfundet, på forsiden af både blade til mænd og til kvinder, afklædte i mange reklamer, delt både med og uden samtykke på nettet og meget, meget mere. Ofte er det med en form for objektificering, altså, at vi ser på kroppen som en ting fremfor personen der er en del af den krop. Derudover kan kvindekroppen ikke rigtig gøre det rigtigt. Enten er den for tildækket og dermed enten undertrykt eller sur og kedelig, ellers er den for aflkædt og dermed nem eller billig. Enten er den dækket for lidt til af hårfarve og makeup og dermed doven og klam eller også er den dækket for meget til og dermed falsk og klam. Jeg er derudover, som sikkert mange andre, vokset op med at man skal tage hensyn til andre i forhold til hvordan man præsenterer sig selv. Hvis du har deller skal du derfor dække dem til, af hensyn til andre. Hvis du har en stor barm, skal du dække den til af hensyn til andre. Nogle mener så også at du skal lade dit hår være synligt af hensyn til andre for at gøre op med dem der dækker deres hår til af hensyn til andre… det er lidt forvirrende og svært at navigere i. Samme argumentation bruges når man ammer sit barn, så skal man tage hensyn til andre, fremfor det sultne barn. Men helt ærlig

At være øje-guf er ikke en leje vi skal betale for at eksistere som kvinder i det offentlige rum.

Desuden har vores børn ret til mad og andre har mulighed for at kigge væk.

Modelkrop

Min krop er meget langt fra den modelkrop man ser i reklamerne, men det ændre ikke ved at det er en modelkrop. Det er nemlig en model for mine børn. Jeg har i et indlæg om ros nævnt et brugt citat af Peggy O’Mara, som jeg synes er skønt, til trods for at det er mangelfuldt.

The way we talk to our children becomes their inner voice

Det er nemlig ikke kun den måde vi taler til vores børn på, de internaliserer, det er også den måde vi taler til og om os selv. Hvis jeg taler negativt om appelsinhud, grå hår og asymmetriske bryster, tager mine børn nok den negativitet til sig. Min datter har en krop som jeg ønsker at hun bliver ved med at elske og passe på hele livet. Det samme har min søn. Begge kommer måske en dag til at elske en anden krop end deres egen også, måske en kvindekrop, måske ikke. Jeg ønsker ikke at installere en masse kritikpunkter i dem når de ser på kvindekroppe, i stedet ønsker jeg at de ser et helt menneske, der blandt andet igennem sin krop kan give kærlighed, varme og omsorg. Så jeg prøver at være rollemodel og hylde min krop og være åben omkring den overfor dem. Fx lader jeg ofte hårene være, så mine børn kan se at ikke kun mænd har hår andre steder end på hovedet. Det er til tider svært, det er svært for mig ikke at trække mig en smule når jeg spørges til noget der rammer min usikkerhed, men jeg prøver.

Som nævnt i starten af indlægget er mit forhold til min krop ikke uden problemer. Jeg er også vokset op i denne kultur og selvfølgelig påvirket af det. Jeg har dog valgt, som med så meget andet, at jeg aktivt vil forsøge at ændre min tilgang og give noget andet videre til mine børn. Så her et lille citat der vækker min inde rebel

I et samfund der profiterer på vores usikkerhed er det en rebelsk handling at elske sig selv

Jeg håber du vil være rebelsk sammen med mig ved at elske dig selv fra inderst til yderst så vi sammen kan skabe en mere krops-positiv verden for vores børn.

Skriv et svar