Økonomi

Indtægt

Færre penge er for mange en konsekvens af at vælge hjemmelivet til. Nogle kan måske få det til at fungere med at en part har aften/weekend arbejde imens den part har mere standard arbejdstider, at begge parter arbejder døgnvagter, bare ikke samme døgn, at en arbejder eller studerer med fleksible arbejdstider og muligvis hjemmefra eller andre former for puslespil der kan sættes sammen til at fungere. Der er også nogle, der vælger at kombinere hjemmelivet med en indtægt så som dagplejer eller privat børnepasser, nogle får tilskud til at passe eget barn (det dog kun i ét år/barn og maks tre børn. Et beløb svarende til tilskuddet til et barn, modtaget af den billigste DP i kommunen, og tilskuddet tilbydes kun i nogle kommuner). Det er dog ikke umiddelbart det vi har valgt. Vi lever af kun én indtægt, en ikke særlig høj indtægt, og det gør selvfølgelig at vi har valgt en masse økonomiske muligheder fra.

Faste Udgifter

Først og fremmest er der de ting, der ikke reelt føles som fravalg, bare omlægning, fx omlægning af evt lån, forsikringer, pension, fagforening og A-kasse (jeg er ikke medlem nogen steder, da jeg ikke har indtægt og ikke planlægger at blive en del af arbejdsmarkedet igen foreløbig), internet, telefon, tv-pakker (ok, det føles måske for nogle som fravalg, for os går det fint med at se DVD’er på fjernsynet og nyde hvad vi får ud af vores licens penge. Derudover har vi i perioder andre abonnementer, Netflix eller HBO (ikke umiddelbart egnet for børn)), fitness-medlemskab (igen kan det føles som et fravalg for nogle, andre nyder løbeture, hjemmetræning eller bare gåture), andre abonnementer og medlemskaber (vi har holdt fast i én velgørende organisation hver, men kunne nok godt nøjes med én til sammen),

De andre store faste udgifter er også meget værd at kigge på. Hvis det er muligt at bo billigt, få øget boligsikring i takt med lavere indtægt, droppe en bil (eller to?) giver det virkelig meget i den anden ende.

Variable Udgifter

De variable udgifter er nogle gange lidt sværere, for det er ikke bare en gang man skal gå dem igennem, det er mere kontinuert. De variable udgifter er vedligeholdelse/reparationer (vi forsøger at gøre det meste selv, men bliver stadig nødt til fx at købe reservedele og nogle gange også få hjælp), tøj og sko (begge dele kan ofte købes brugt eller på tilbud, det kan omsyes og genbruges. Børn vokser selvfølgelig hurtigt, hvilket vil sige det skal udskiftes, men det betyder også at det brugte man kan købe ofte ikke har været brugt så længe, man kan også kombinere lidt forskellige størrelse, og smøge ærmer op etc, så man ikke behøver så meget i hver størrelse. Der er grænser for hvor ofte voksne reelt har behov for nyt tøj.), medicin (det er selvfølgelig svært at komme udenom hvis man fejler noget, der kræver medicinsk behandling), bleer (hvis man ikke laver 100% EC. De kan købes brugt, syes selv eller på anden måde anskaffes billigt. Selv hvis man køber fra ny er stofbleer dog ofte billigere på sigt end engangsbleer, særligt hvis man planlægger flere børn. Se evt. indlægget om udstyr til Baby for lidt mere om det), menstruationsprodukter (jeg bruger cup og stofbind, så det koster ikke rigtig noget. Derudover har jeg de sidste 4-5 år måske haft menstruation omkring 10 gange, da jeg ellers har været gravid eller ammet så meget at det ikke kommer), prævention (her er der selvfølgelig mange muligheder, vi har talt om at prøve Caya Pessar og creme dertil, når vi engang får det behov igen, men lige nu er jeg gravid. Jeg synes også lady comp lyder utrolig spændende, men jeg er usikker på om min cyklus er stabil nok til den metode), tandlæge, frisør (man kan også klippe håret selv), briller, toiletpapir/tandpasta/sæber/opvaskemiddel (alt sammen noget, der kan holde sig længe og derfor købes stort ind, når der er gode tilbud) og alt muligt andet til husholdningen foruden gaver (hvor meget kan laves billigt selv) se evt vores indlæg om gaver her, og oplevelser (hvor meget også er muligt gratis eller billigt). Der er også noget at hente på at tænke grundige over hvilket legetøj man vælger, man kan komme langt med ikke så meget ligesom med mange andre tng. ofte har vi ikke så stort et behov som vi tror. Den helt store post er nok mad. Vi har virkelig stadig meget at lære på den front, men vi bliver langsomt bedre. Vi har læst alle de forskellige råd, men at efterleve det er selvfølgelig sværere. Der er dog enkelte ting vi er ved at blive gode til. De fleste af de her punkter, gør ikke bare godt for økonomien, de hjælper også på miljøet, i form af mindre madspild, mindre emballage etc.

  • Lav madplan. Vi har perioder hvor det går godt, og perioder hvor vi ikke lige har overskuddet til det (fx når jeg har det dårligt i graviditeten og samtaler om mad kun gør det værre) så køber vi nogle gange LowCarb grønt kassen fra årstiderne, hvor vi supplerer med en kylling, fremfor den enorme mængde dyrt kød der er i deres kasser.
  • Spis mindre kød. I direkte forlængelse af foregående punkt, så er kød bare dyrt. Vi har været med i en kogræsserforening, hvor vi nussede om nogle køer, der gik og græssede et område. Ved sæsonens afslutning købte vi de billige og gode udskæringer, som ben og lever, for næsten ingen penge. Derudover køber vi mest kylling, hvor vi også laver fond af benene. Æg kan også dække en stor del af det animalske behov, hvis det altså er fra dyr, der bevæger sig, selvfølgelig helst egen have. Nogle spiser også insekter så som melbillelarver, som man kan have og opdrætte, selv i lejligheder. Det er selvfølgeligt også muligt at droppe kød helt og blive vegetar eller veganer. Det kan dog, som jeg forstår det, godt være lidt udfordrende, så der skal nok mere ideologisk motivation til end “kun” den økonomiske motivation.
  • Køb mad efter sæsonen. Det er billigere og noget kan gemmes.
  • Køb det, der kan holde sig længe, på tilbud eller i store mængder. Fx ting på frost, konserves, bønner, linser, mel.
  • Bag eget brød. Vi bager surdejsbrød, hvilket bare indeholder mel, vand, salt og surdej (som igen bare er mel og vand). Til et brød går der ca 500g mel. Man kan købe 5kg poser fra aurion for ca 100kr. Det giver en stk pris på ca 10kr.
  • Gem rester i fryseren. På den måde går maden ikke til spilde og man har noget der hurtigt kan tages op og spises, på de der dage, hvor man ellers ville ty til dyr og dårlig fast food.
  • Dyrk selv. Hvis det er muligt, kan en lille køkkenhave være et vidunder, det samme med høns, der både kan give æg og kød eller kaniner, der skulle kunne giver virkelig meget kød på ikke meget plads. De fleste kan have lidt krydderurter i køkkenvinduet, og det gør virkelig godt. Selv hvis det med at dyrke på ingen måde er muligt, har mange mulighed for at samle lidt småting ind i naturen, fx æbler, mirabeller, hyben, hyldebær, brombær og meget mere. Af det kan der laves sund slik, marmelader, saft etc. Nogle sætter også skilte op i fx det lokale bibliotek eller kirke, med et telefonnummer, så folk kan ringe, hvis de har mere i haven end de selv kan nå at plukke og bruge. På den måde kan man hjælpes ad med at undgå madspild og måske mindske risikoen for skadedyr og sygdomme, ved at undgå rådne frugter i haven. Jeg tænker det er en god idé at lave en lille ting, man kan give i gave, fx hybenmarmelade eller urtesalt eller andet.

Jeg vil også anbefale at prøve et Købestop. Prøv en uge uden nogen køb overhovedet og få brugt lidt af det mad der måske kan have gemt sig bag i skabene med videre. Eller en måned hvor du kun køber mad (til at lave derhjemme, ikke take away og café besøg). Udover at der i sig selv er penge at spare på det, kan det også hjælpe en med at indse uhensigtsmæssige forbrugsvaner man måske kunne have.

Forudsætninger

Selvom man kan gøre noget for at øge indtægten og meget for at mindske udgifterne, er det ikke alle det er muligt for. Hvis man er fanget i et dyrt hus med et dyrt lån, man ikke kan få solgt, kan det fx være svært. Jeg har også lidt svært ved at se hvordan man kan få det til at hænge sammen som enlig. Der er også nogle, for hvem det økonomiske råderum er for stor en ofring, for stort et fravalg. Det kan jeg hvert fald ikke vurdere for alle. Jeg ved bare hvad der er rigtig for os.

 

Hvad er dine bedste råd for at få det til at fungere økonomisk?

2 Replies to “Økonomi”

  1. Sikke en fin og inspirerende blog. Det er altid dejligt at læse om, hvordan andre får familielivet til at hænge sammen:-)

    1. Mange tak Camilla <3
      Der bliver ikke udgivet så meget for tiden (der bliver dog skrevet en smule), det kommer lidt i perioder.

Skriv et svar