Opdragelse

Der er vel cirka lige så mange forskellige måder at være forældre på, som der er forældre i verden, men der er selvfølgelig grupper med fællestræk og ligheder. Hvad der er den bedste måde at være forældre på er vist ikke muligt at finde et fælles svar på for alle. Det er der flere grunde til, først og fremmest fordi det måske ikke er det samme alle ønsker at opnå med deres opdragelsesstil, for nogle er selvstændighed det der stræbes efter, for andre er det evnen til at indgå i fællesskab. Dernæst fordi vi alle er forskellige, med forskellig bagage og forskellige triggere. Fx kan vi nok blive enige om at det har konsekvenser at fravælge amning, men hvis konsekvenserne for at vælge det til er større, fx grundet voldsomme, ulidelige og vedvarende aversioner eller andre udfordringer der med tiden vil sætte sig i forholdet mellem forældre og børn, så er fravalget måske det rigtige. Derudover kan det være svært at vide hvordan man skal opdrage for at opnå det man ønsker og at arbejde med sin bagage hvis det peger imod den retning man gerne vil gå.

Fortiden og Mavefornemmelsen

Vi har nemlig alle noget med i rygsækken fra egen opvækst, oftest både på godt og ondt. De ting vi oplevede vores omsorgsgivere gøre, er ofte det vi selv gør med mindre vi aktivt vælger noget andet. Nogle gange har vi heldigvis fået konstruktive, eller i det mindste ikke destruktive mønstre med. Andre gange er vi desværre knap så heldige.

Mange siger at “yngelpleje” er instinktivt, det ligger naturligt i os alle. Det tror jeg også langt hen ad vejen er sandt. Men vi mennesker, og sådan er det også med en del andre dyr, er ikke kun et produkt af naturen, også af kulturen. Det vil sige at vi kan have et “kulturelt filter” på vores tolkning af egne instinkter. Derfor kan det nogle gange være svært at tyde om det vi tror er rigtigt er på baggrund af dette urinstinkt eller på baggrund af vores kulturelle bagage, og derfor kan mavefornemmelsen være svær at bruge som guide. Fx finder de fleste mennesker børnegråd modbydelig at høre på, hvilket også er grunden til at lyden kan bruges som tortur. Det giver biologisk og evolutionært set mening, at vi bliver påvirket negativt af at vores børn er utilpasse på den ene eller anden måde, hvilket er grunden til at de græder. Det er motiverende for at gøre dem tilpasse igen. De kan græde af hvad som helst, sult, kulde, varme, utryghed, træthed, trykken i maven etc. Det er deres kommunikationsform når deres umiddelbare (og til tider meget små) tegn overses. Hvis vi kun fulgte vores natur ville vi måske gøre hvad vi kunne, for at hjælpe med utilpasheden. Vi ville med tiden lure den nemmeste måde at mindske gråd, det kunne fx være tæt kontakt så der kan opfanges signaler nemmere og reageres hurtigt, fx i form af vikle om dagen og sengedeling om natten. Men der er også kulturen. Kulturen, der kan fortælle os at vores børn prøver at være manipulerende eller bestemmende med deres gråd, at det ikke er behovskommunikerende, at alle børn er ens, at hvordan børn skal opdrages og behandles kan læses i en bog skrevet af mennesker, der oftest ikke kender de børn læseren sidder med. Jeg har ikke noget imod (al) kultur og (alle) traditioner, men jeg er helt klart mest tilhænger af det jeg ser som opbyggende fremfor nedbrydende. Det er kultur og traditioner når moderen fx passes på og opvartes de første 40 dage efter fødslen, så hun kan ligge i sengen og amme og snuse til sin baby, når ældre søskende og andre børn inddrages i pasning af den lille. Det ser jeg som opbyggende for tilknytningen, den mellemmenneskelige respekt og deraf selvrespekten og meget andet, hvorimod jeg betragter det tidligere nævnte som nedbrydende for det samme.

At ville undgå den hjerteskærende gråd kan også udvikle sig til noget, i mine øjne, ikke videre konstruktivt. Hvis man fx ikke ser det som behovskommunikerende, men primært noget ubehageligt vi skal væk fra, kan vi overse de følelser barnet også udtrykker. I stedet for at rumme følelserne, yde omsorg, tilbyde trøst og nærvær, kan vi finde på at distrahere, ignorere, bestikke, straffe eller lignende. Ofte med ønsket om at børnene ikke skal mærke smerte, frustration, sorg eller andet der betragtes som værende i den negative ende af følelsesspektret. Eller med tanken om at børnene ikke skal tro de bestemmer, at de ikke skal vokse op til at være sådan nogle, der tror alt handler om dem, ikke kan indgå i fællesskaber og heller ikke kan noget selv. Det er vist de færreste der ønsker det for deres børn.

Formål

Opdragelse handler (i ordets oprindelige betydning) grundlæggende om hvordan vi drager vores børn op til voksenlivet. Det gør vi på mange forskellige måder, både intentionelt og knap så intentionelt. Det er en del af vores opdragelse når vi siger ja eller nej til is, hvornår og hvordan vi putter om aftenen, når vi generelt opretholder principper for vores børn, og det er en del af vores opdragelse når vi selv siger “tak og hav en god dag” til buschaufføren eller personen bag kassen, når vi ser utilfreds på os selv i spejlet, når vi generelt bare gør og er. Mange fokuserer meget på første del og overser en smule anden del, selvom vi som rollemodeller netop viser vores børn hvordan “man” gør. At vise vejen, tror jeg er en meget effektiv opdragelsesmetode, ligegyldigt om man gør det bevidst eller ej og ligegyldigt om det er noget konstruktivt man viser eller ej. Børnene skal nok se det og lære det. Det kan derfor være en god idé at være lidt bevidst og lidt intentionel omkring sig gøren og væren og i samme omgang måske også undersøge egne motiver for opdragelsen.

De fleste forældre ønsker vel for deres børn, at de bliver lykkelige. Jeg tror primært forskellene ligger i hvad forældrene mener lykken er. For mange handler det om selvstændighed så man kan klare sig uden andre, for andre handler det om socialitet så man nemt indgår i fællesskaber, for andre igen handler det om at klare sig godt akademisk eller økonomisk og nogle mener forholdet til sig selv er det vigtigste. Derefter kan der også være uenighed om hvordan de mål opnås. Opnås selvstændighed ved at presse barnet til at være uden tilknytningspersonerne eller ved at have tilknytningspersoner tilgængelige? Opnås det at kunne være sammen med andre ved at være i en fast gruppe et fast timetal dagligt eller ved at se forskellige mennesker når man ønsker det? Meget tyder på at det meste vi ønsker for vores børn kan opnås med højt selvværd, mod på livet og tillid til verden. Men det er også vage størrelser, der er svære at sikre i vores børn.

Forskning

Nogle svar på hvordan vi opnår det ønskede, kan man muligvis finde i forskningen, men der er også ofte, med sådan noget, meget mulighed for fortolkning og plads til utrolig mange fejlkilder man kan have overset. Blandt andet fordi opdragelse indeholder så mange små elementer at det kan være svært at sætte en finger på det hele og fordi det foregår over så lang tid med så mange mulige skift. Men selv ved rotteforsøg, hvor det er rimelig kontrolleret og over kort tid kan der være ting man overser, fx i forbindelse med afhæhgighedsforsøg. Derudover har der desværre været tendens til at overse at mennesker adskiller sig en smule fra andre dyr ved at vores hjerne bare er noget større, særligt i områder for ræsonnement og sociale relationer. Så selvom Pavlov kan træne sine hunde til at savle er det ikke det samme som at mennesker fungerer på samme måde. Nogle har desværre alligevel tiltro til behaviorisme i forhold til mennesker og opdragelse.

Der er mange forskellige former for forskning på forældre/familie/opdragelse, og meget forskelligt fokus. Meget har jeg lidt links til i andre indlæg. Der er fx den forskning, der foregår i et laboratorie, en prospektiv undersøgelse med en fast plan for hvad forsøgsdeltagerne skal “udsættes for” og masser af observationer og målinger undervejs. Fordelen er her at man, som forsker, har mulighed for at observere endnu mere og måske få flere svar end man har mulighed for i et spørgeskema. Fx kan mange have svært ved at svare på hvordan de helt præcis reagerer på deres børns søvnovergange om natten og det er hvert fald næsten umuligt at svare på hvordan hormonerne og hjernebølgerne reagerer helt konkret. Det kan man finde ud af med sådan forskning. Ulempen er dog at forsøgsdeltagerne ikke er i deres “naturlige miljø”, og fx det at sove et andet sted med man plejer, og endda med en badehætte tilkoblet en masse ledninger, kan have indvirkning på hvordan man sover. Det kan dog, på nogle punkter, løses ved at tage måleudstyr og “laboratoriet” ind i folks hjem og selvfølgelig altid gøre brug af kontrolgrupper. Men hvis der fx skal måles på børns aktuelle stressniveau, ved at måle kortisol i spyt, kan der også være forskel på hvordan børnene reagerer på den, der tester dem, og dermed resultatet. Det kan være svært at komme udenom med kontrolgrupper. Hvis det fx drejer sig om en sammenligning imellem hjemmepassende børn og børn passet af andre udenfor hjemmet, kan de hjemmepassede måske være mere utrygge ved en fremmed end de børn, der passes af fremmede regelmæssigt. Der er dog meget, fx analyse af brystmælks indhold eller hvordan barnets hjerne reagerer imens det ammes, der er helt oplagt at undersøge med målinger på denne måde.

Hvordan barnet reagerer på sigt af fx amningen eller samsovning kan dog være sværere (og hvert fald dyrere) at undersøge på denne måde, da mennesker så skal observeres regelmæssigt over en længere årrække. Der kan retrospektive undersøgelser, med spørgeskema eller anden måde at kortlægge forsøgsdeltagernes fortid og nutid, være mere tilgængelige. Her er dog også plads til en masse fejlkilder og oversete korrelationer. Fx kan det være at glæden, innovationen etc ikke stammer af samsovning i sig selv, men den øget tilknytning der ofte er i samsovende familier. Der kan ofte være så mange fællestræk imellem de familier at det kan være udfordrende at differentiere dem i statistikken.

Fremtid og nutid

Meget af det her indlæg omhandler hvad der kommer ud af opdragelsen i fremtiden, hvad børnene drages op til at blive, da det ofte er det fokus der er, når der tales opdragelse. Fokus på fremtiden og hvilket liv vi ønsker for vores børn i fremtiden, kan dog gøre at vi glemmer hvilket liv vi tilbyder dem nu.

Der er en masse både prospektiv og retrospektiv forskning der indikerer at samsovning og amning til barnet selv siger fra er positivt for barnets udvikling og at man lærer bedre når man er indre motiveret for det. Meget indikerer at en sund tilknytning er en af de bedste baser vi kan give vores børn at udvikle sig videre fra. Det tyder på, at respekt for barnets person, behov og følelser i opvæksten hjælper dem til at respektere dem selv, deres behov og følelser i voksenalderen. Det er alt sammen super, og jeg har jo skrevet en del indlæg efterhånden med henvisninger til forskning for at begrunde de valg vi træffer. Men helt ærligt, sådan helt oprigtigt ærligt, så ville jeg nok gøre det på samme måde selv hvis denne forskning ikke fandtes. Selv hvis der fandtes forskning, der indikerede at det på en eller anden måde ville gøre mine børn godt på sigt, at jeg gjorde dem ondt nu, så ville jeg ikke gøre det. De børn vi har ansvaret for at opdrage, så vel som alle andre børn, er mennesker nu. Deres person, behov og følelser er gyldige, reelle og legitime lige nu og derfor gør jeg hvad jeg kan for at støtte op om og respektere dem lige nu. Det kan sagtens ske det gør dem mere afbalanceret på sigt, men der er ingen garanti for fremtiden og ingen at klage til hvis det ikke går som vi forventede for sådan er livet. Det eneste vi reelt kan gøre noget ved lige nu er netop nu. Derfor tilstræber jeg at jeg netop nu gør dem godt fremfor ondt, bygger dem op fremfor at rive dem ned, elsker dem uendeligt og uden pause fremfor på betingelse og med forbehold. Jeg gør det ikke perfekt og jeg undskylder når jeg træder ved siden af, men min træden ved siden af og efterfølgende undskyldning handler ikke om hvad jeg håber eller frygter de bliver til i fremtiden, det handler om hvad jeg føler de har ret til i nutiden.

 

Skriv et svar