Piger og Drenge

Da jeg ventede vores første barn var jeg helt sikker på det var en pige. Vi var egentlig enige om at vi ikke skulle have kønnet at vide, men jeg følte mig så overbevist at jeg måtte få det bekræftet, hvilket jeg så gjorde. Vi holdte dog kønnet nogenlunde hemmeligt for andre. Det var der flere grunde til, blandt andet at vi følte det var sådan en privat ting imellem os og fordi vi egentlig gerne ville udskyde det med de kønnede gaver så længe som muligt.

Nu har vi så to børn og kønnede gaver fylder heldigvis ikke særlig meget. Yngsten, som har et anderledes sæt kønsorganer end ældsten, har også arvet tøj direkte derfra uden problemer (kun med enkelte kommentarer, men det fik vi også første gang). Der er dog stadig forskelsbehandling, kan vi mærke, noget måske også ubevidst fra os selv. Det arbejder vi med og det er der god grund til at gøre.

Pæne Piger og Vilde Drenge

Der er forskel på hvilket tøj og legetøj der markedsføres og opfordres til drenge og hvilket der markedsføres og opfordres til piger. Tøj til piger er blandt andet kjoler og nederdele, glimmer, blonder, sløjfer og en masse andet fint og delikat, ofte ikke særlig holdbart. Legetøj til piger opfordrer ofte til stillestående leg, ofte omkring noget interpersonligt, så som dukker, husligt, så som køkken og strygebræt, eller noget om det ydre så som frisør salon eller makeup. Tøj til drenge og ofte relativt holdbart og i mørke farver. Legetøj til drenge opfordrer til at tænke, skabe, bevæge sig og konkurrere. Jo mere opdelt børnene leger desto mere kønsstereotyp bliver deres leg og opførsel også.

Det er ikke kun i det materialistiske der er forskelle, også i vores almene sprogbrug. To eksempler er drengepige og tøsedreng. Det første er en pige, der klatrer i træer eller på anden måde er aktiv, ikke som sådan noget negativt ved det. Det næste er en dreng der tydeligt giver udtryk for sine følelser, måske har bekymringer eller er bange for noget. Det er i negative vendinger hvilket også illustrere at det maskuline ses som mere positivt end det feminine. Et andet sted vi kan se det er selvfølgelig lønningerne. Hvor det feminine og det piger opdrages til blandt andet er omsorg for andre, så som det sygeplejersker gør, og drenge i højere grad skaber noget og tænker mere teknisk, så som det ingeniører gør. Samme længde uddannelse har vi dog som samfund besluttet at sygepleje er mindre værd i en sådan grad at startlønnen som sygeplejerske på ca 25000kr/mnd er under 70% af startlønnen som diplomingeniør på ca 36000kr/mnd.

Allerede fra fødslen bliver børnene altså opdelt i to kasser og groomes til at være “rigtige piger” eller “rigtige drenge” hvilket indikerer at man også kan være forkert og ingen mærker det mere end de transkønnede. De kønskonforme bliver dog også påvirket. Piger opfordres til at gå mere op i deres udseende end i videnskab og drenge opfordres til at være mere aggressive end empatiske. Det sker til trods for at babyer på 12 måneder ikke viser forskellige præferencer i forhold til farver, form eller legetøj. De foretrækker de rødlige farver, de bløde former og dukker over biler. Senere hen er der forskel i præferencer, men da det først sker senere og gradvist er det med god sandsynlighed tillært. Jeg er personligt af den overbevisning at både empati og videnskab er vigtigt og vil gerne at mine børn føler begge dele er tilgængeligt for dem og ikke “forkert” at gå op i. Opdelingen skader både drenge og piger.

Giftige Grupper

Piger, kvinder og feminine undertrykkes og betragtes som mindre værd. Det ses blandt andet på lønningerne indenfor samme branche, særligt i lederstillinger, det ses på de førnævnte lønforskelle i samme uddannelsesniveau men på tværs af brancher, det ses på at vi ser drenge som klogere end piger allerede i meget ung alder og det kan være medvirkende til kønsfordelingen af forskere (og igen deres lønninger) og det ses på politikerposterne. Det ses også på at kvinder langt oftere end mænd rammes af depression og angst og på den fysiske og intime vold kvinder udsættes for i Danmark. Det er alt sammen indikator for at kvinder på den ene eller den anden måde ikke er en ligeværdig del af det vi som samfund har defineret som toppen.

Mens drenge, mænd og maskuline er dem der besidder samfundets top, læs evt. også vores indlæg om privilegier, er der også en stor del af dem i bunden. Mænd har større misbrug end kvinder og selvom kvinder lider af mere depression og angst samt har flere selvmordsforsøg, er der flere mænd end kvinder der faktisk begår selvmord. Derudover er mænd mere kriminelle end kvinder, herunder er også en del af den vold og de voldtægter de udsætter kvinder for.

Som samfund skaber vi altså depressive og angste kvinder der får lavere løn for samme uddannelsesniveau eller endda samme arbejde imens over halvdelen er udsat for vold af den ene eller anden art. Samtidig skaber vi apatiske mænd, der ikke kan være sårbare og i stedet forgriber sig på kvinder, får misbrugsproblemer og begår selvmord. Det lyder nok meget voldsomt og man får lyst til at råbe en masse om at det ikke er alle mænd og lignende, men kig lige ovennævnte tal igennem igen og husk så på at det er et samfundsproblem og at jeg ikke forsøger at klandre nogle enkeltpersoner. Hvis man vokser op med en præmis der siger at mænd er prædatorer imens kvinder er deres bytte og der ikke er meget ind imellem, så er det udfordrende at slippe den præmis.

Natur eller Kultur

Jeg kan godt forstå at man ikke bryder sig om at være i en prædatorisk gruppe, slet ikke hvis man tænker på hvad det gør ved “byttet” og ligesom med mange andre ting kan kognitiv dissonans spille ind på forskellige måder. Det kan være et af elementerne der ligger til grund for victim blaming (sammen med frygten for at hvis offeret ikke havde gjort noget galt, så kunne det jo ske for hvem som helst ligegyldigt hvor lidt galt man gjorde). Det kan også være en del af grunden til at så mange mænd (ikke alle) holder hårdt fast i at opførslen er bundet fast i deres natur. Det handler om hormoner og vi er jo bare dyr i familie med aberne.

Det mandlige kønshormon, testosteron, har en svag sammenhæng med aggression, men kan ikke være nok til at bortforklare al den vold der udøves fra mænds side. Desuden differentiere reaktionen på testestoron efter sociale forhold og opdragelse, hvilket yderligere understreger at vi måske skal tænke over vores måde at opdrage drenge på. Derudover er der stor forskel på aber og deres kultur som påvirker deres opførsel. Hvis vi ser på chimpanser og deres nært beslægtede dværgchimpanser, bonobo aberne. Hvor førstnævnte har en patriarkalsk kultur, med en enkelt Alpha han og meget vold i parringsrelationerne, er sidstnævnte matriakalsk i den forstand at det ofte er tre af de ældre hunner der leder flokken men der er mere ligeværd generelt hvor både hanner og hunner kan være de dominerende i en relation. Maden deles også mere ligeværdigt og der er mindre vold og mere sex. Aber kan dog ændre kultur, som da en gruppe alfa bavian hanner døde af tuberkulose inficeret mad og flokken efterfølgende levede mere ligeværdigt og mindre voldeligt. Så at sige at mænd, grundet vores fælles nære slægt med aber, bare er voldelige og dominerende af natur er en smule fejlinformeret.

Der er forskelle på mænd og kvinder i hormon niveau med videre, men jeg føler mig personligt overbevist om at de biologiske forskelle ikke kan forklare hele den adfærdsmæssige forskel, langt fra endda. Jeg synes vi skylder det til vores børn, både piger og drenge, at blive opdraget med plads til at være hele mennesker, der både kan udtrykke følelser, være empatiske, aktive, nysgerrige, undersøgende, bestemmende og hvad de nu ellers kunne have lyst til fremfor at begrænse dem til enten det ene eller det andet baseret på formen af deres kønsorganer. Jeg mener ikke køn skal være tabu, det skal italesættes, som nævnt i indlægget om privilegier, ikke for at bibeholde en undertrykkende kultur, men for at modarbejde den,

Gør I noget aktivt hos jer, for at give plads til alle siderne af jeres børn, ligegyldigt deres køn?

Skriv et svar