Ros og anden Belønning og Bedømmelse

Der kan være mange måder at påvirke andres opførsel på. Nogle måder er måske mere konstruktive end andre og nogle måske også mere bevidste end andre. Når vi siger “det gør ondt på mig når du slår, det vil jeg være med til” så er det et rimelig direkte og bevidst forsøg på at påvirke andres opførsel. Hvis vi siger “Hvor er du god til at dele” er det for nogle også et forsøg på at påvirke andres opførsel, men ikke nødvendigvis på den mest konstruktive måde. Nogle gør det dog også mere som automat reaktion.

Vi bliver påvirket, på forskellige måder, af den ros vi får, ellers tænker jeg heller ikke folk ville rose. Vi kan blive påvirket ved at føle det som et klap på skulderen, ved at føle os accepteret, ved at føle vi har præsteret. Vi kan også føle det som et pres, som en vurdering eller andet, der ikke føles ubetinget godt. Hvordan vi føler det afhænger måske meget af hvem vi er som personer, men at vi bliver påvirket er der vist meget der tyder på. Det har Alfie Kohn skrevet meget om i flere af de bøger jeg har læst af ham, heriblandt “Unconditional Parenting”, “The School our Children Deserve” og selvfølgelig “Punished by Rewards”. De tre bøger er stor inspiration til det her indlæg. Hvis du gerne vil læse lidt af Alfie Kohn, men ikke har lyst til en hel bog kan den her artikel af ham, om belønning, måske være en god start.

Belønningen

Ros er en form for belønning, det er noget man får, når man gør noget godt. Belønninger kan være dejlige at få, men det kan også påvirke ens oplevelse og syn på oplevelsen. Belønning er nemlig en ydre motiverende faktor, ros for at sige tak, slik for at holde op med at græde (eller udvise andre dele af den ende af følelsesspektrummet), penge for at gøre som der bliver sagt. I og med det kaldes en ydremotiverende faktor, indikeres det også at det kan fungere som motivation, noget ydre, der kan motivere børn (og voksne) i en bestemt retning. Det kan nogle mene er en almindelig del af opdragelsen, det er det dog ikke nødvendigvis. En ydremotiverende faktor har nemlig den tendens at den underminerer den indre motivation. Den indre motivation er det, som ordet antyder, der kommer indefra. Det er når man selv ser værdien i noget, gør det af egen vilje uden at få noget for det. At dele fordi det føles rigtigt eller dejligt, rydde op fordi så er der mere plads på gulvet og det er nemmere at finde ting, læse en bog fordi den er spændende og man bliver grebet. Det vil sige at hvis barnet er indre motiveret for at fx at vaske op, og jeg så giver penge for det, vil barnet miste egen-interessen i selve oksen og fokusere mere på pengene. Jo større belønning, desto større effekt. Det betyder så også at belønningen kontinuert skal øges for at opretholde den ydre motivation, da den indre ikke længere er til stede.

På den måde er en belønning ikke meget anderledes end en straf. Det er noget ydre, der påvirker vores opførsel, så vi ikke længere gør noget fordi det har værdi i sig selv, men fordi vi vil opnå en belønning eller undgå en straf.

Når vi ikke længere gør noget af egen indre motivation, men drevet af en ydre faktor, vil tilgangen til det vi gør også ændres. Når vi har lært at en bestemt opførsel eller aktivitet resulterer i en form for belønning, og vi ikke længere er interesseret i selve aktiviteten, men primært i belønningen, vil vi fokusere på at opnå belønningen. I det er der ikke plads til megen variation. Det vil si vores risikovilje mindskes. Man kan nemt tænke at det kan være fint at mindske børns risikovilje, hvis de er sådan nogle, der hopper ud fra vindueskarmene eller lignende, men risikovilje er bare rigtig vigtigt. Risikovilje er det, der gør at vi tør prøve noget andet, at børn forsøger at tage sko på, selvom det ikke før er lykkedes dem, at prøve et nyt ord. Det er det der skal til for de nye store ideer, for ny viden, nye evner. Uden risikovilje er der ingen kreativitet, ingen “uden for boksen” tankegang og ingen mulighed for at lære nyt. Børn har så travlt med at lære en masse, så hvis vi tager risikoviljen fra dem, og dermed kreativiteten og indlæringsevnen, så begrænser vi deres udvikling i en usund grad.

Når det kommer til ros som en motiverende faktor, altså en måde hvorpå vi kan påvirke andres opførsel, mener jeg at det er en god idé at stoppe op, og tænke sig om en ekstra gang. Hvad vil jeg gerne have, er grunden til at min datter gør som hun gør? Fordi det føles rigtig for hende, eller fordi hun gerne vil have en belønning (så som ros) for det?

Bedømmelsen

Når vi får ros for noget vi gør, betyder det også at vi bliver bedømt. Det kan selvfølgelig være fint at få at vide at man er god og gør det godt, men bedømmelse år jo ikke kun den ene vej. Ved at vi åbner op for at bedømme vores børn, åbner vi op for at bedømme dem i begge retninger. En bedømmelse af barnets handlinger indikerer at nogle handlinger bedømmes som gode, andre som dårlige. En bedømmelse af barnet indikerer at barnet nogle gange er godt og andre gange er dårligt. Når det sættes sådan op, synes jeg det er lidt åbenlyst at det kan sætte spor i relationen. Hvis vi bedømmes og vurderes af en person, vil relationen nok være mindre tryg. Hvis vi er accepteret når vi er på en måde, og ikke accepteret når vi er på en anden måde, vil vi ikke føle at der er plads til hele os, at vi kan udtrykke alle vores følelser og tanker. Vi vil med god sandsynlighed føle at relationen og accepten af bedømmeren er på betingelse af bestemt opførsel, hvilket i en forældre-barn relation også vil betyde at barnet ikke kan føle sig sikker på forældrenes kærlighed.

Desværre er det ikke kun relationen mellem bedømmeren og den bedømte, der påvirkes, det gør relationen den dømte har til sig selv også. Når børn ofte roses på deres person for noget de har præsteret, får børnene også det ud af det, at deres værdi er afhængig af deres præstationer. Det er ikke et særlig solidt grundlag for egenværdi og selvværd. Det kan fint opbygge tillid til egne evner og selvtillid, men hvis det bygger på et fundament af at skulle præstere for at være god nok, ligger det meget pres på præstationen. Det lave selvværd føre til mange problemer senere hen, så som angst, depression og lignende. Citatet af Peggy O’Mara er smukt, tankevækkende og vigtigt, samtidig med at det selvfølgelig er forsimplet.

The way we talk to our children becomes their inner voice

Det er nemlig ikke kun det vi direkte siger, de internaliserer, det er også det vi insinuerer. Ved at give udtryk for at vi godt kan lide vores børn, når de er gode, insinuerer vi også at de kan være dårlige, og at vi i så fald ikke kan lide dem. Det betyder også at de muligvis ikke kan lide dem selv.

Alternativet

Ris og ros er ikke mere modsætninger end modsatte sider af samme mønt. Begge dele bygger nemlig på en bedømmelse og fungerer som ydre motiverende faktorer. For at finde et alternativ, tror jeg vi skal finde en anden mønt.

Jeg tror det er sundt at tage standardfraser op til revision, og hvis de bygger meget på bedømmelse og belønning/straf, vil det måske være en idé at arbejde på at ændre dem. Jeg tror der er tre pointer der måske kan indsættes i stedet for.
Anerkendelse:
I stedet for “hvor er du dygtig til at hoppe!” Kunne standard måske være “du hopper!” Altså en anerkendelse af at du er set, men ikke en bedømmelse af dig eller din aktivitet.
Jeg-sprog:
I stedet for “hvor er du dygtig til at tegne!” Kunne standard måske være “jeg bliver glad af at se din tegning” altså et udtryk for mine følelser fremfor en bedømmelse af dine evner.
Autentisk med fokus på det grundlæggende:
I stedet for “hvor er du dygtig, du smed kluden til vask!” Kunne standard måske være “tak” altså en taknemmelighed over at barnet bidrager til husholdningen, da det påvirker mig og min hverdag.
Hvordan håndterer i bedømmelser og belønninger hjemme hos jer?

6 Replies to “Ros og anden Belønning og Bedømmelse”

  1. Ros kommer også i forskellige former, og anerkendelse er jo super vigtigt – måske kunne en middelvej være hvad, beskrives i denne artikkel: http://raisinglearners.com/2016/02/13/1746/ – hvor fokus rettes mod barnets indsats fremfor evne.

    1. Tak for dit svar. Jeg er lidt usikker på hvad formålet med en middelvej er, hvad er dine tanker om det?

      At rose indsatsen vil stadig være en bedømmelse og med god sandsynlighed stadig påvirke motivationen mod det ydre, og det ser jeg ingen grund til.

      Jeg mener ikke vi skal overse vores børn, overhovedet, og at dele vores tanker om det ser jeg heller ikke som problematisk. Jeg tilstræber bare at gøre det uden belønning eller bedømmelse, da jeg virkelig ikke ser formålet i det.

      1. Lad mig først sige, at mit indlæg ikke var tænkt som en fortale for belønning og bedømmelse. Jeg er helt enig i grundpræmissen, at barnet skal føle sig elsket, uanset hvad og hvordan det præsterer.

        Middelveje – her som alle andre steder i livet – er en løsning man kan ty til, når ydervejene er umulige eller uhensigtsmæssige, da omkostningerne kan være for store. I indlægget skriver du / I selv, at det er svært at tale uden om ros (- “Jeg har stadig et godt stykke vej igen”). I mine øjne er grænsen mellem ros og anerkendelse flydende – og langt hen ad vejen blot et spørgsmål om definitioner. Og faren ved at forsøge at undgå det helt er, at barnet ender med at kunne føle sig overset. Der mener jeg, middelvejen kommer ind. Men ordet var sådan set slet ikke pointen i mit indlæg.

        I praksis vil dit “Tak” eller “Den tegning er jeg glad for” i øvrigt formentlig blive lige så attråværdige og tilstræbte af barnet som mit “Godt klaret” eller “God indsats” – og udeblivelsen af et “tak” eller et “godt klaret” kan være lige hårde bedømmelser.

        Som du læser på linket til raisinglearners.com er pointerne mange af de samme som fremført i blog-indlægget her – nemlig at undgå at opildne barnet til at fokusere på resultatet, men i stedet for forsøge at inspirere og italesætte indsatsen og processen. Altså samme bevægelse mod indre fremfor ydre motivations-faktorer som Kohn beskriver (i den linkede tekst, jeg har ikke læst nogle af bøgerne). Men med et sprog vi allerede har, i stedet for at finde nye ord for noget, der (måske) er det samme?

        1. At jeg har et stykke igen, betyder ikke for mig at retningsskifte er vejen frem. Som jeg ser det er det også bare endnu en ny vane jeg skal lære. Og så vil jeg hellere indlære noget, der ikke lægger bedømmelse på barnet, heller ikke barnets proces.
          For mig er der stor forskel på at vurdere barnet, på barnets bane, og udtrykke hvad jeg oplever på min bane.

          Dernæst må jeg nok også erkende min skepsis overfor siden. Præmissen er jo netop for forældre til skolebørn, altså et system jeg ikke støtter op om.

          1. TFJensen says:

            Helt fair – jeg er klar over, jeg er trådt ind i en ideologisk verden her på siden. Personligt bekender jeg mig ikke helt så entydigt en enkelt filosofi, selvom jeg finder “unschooling”, “attachment parenting” m.v. både tiltalende og fascinerende. I stedet plukker jeg bidder hist og pist, og kører således også en del på intuition og umiddelbarhed. Jeg delte linket, da jeg er blevet inspireret både på denne side og på den anden side. Tak for input. 🙂

          2. Jeg er også stor tilhænger af vidensdeling, så tak for det.

            Jeg er også mest på mavefornemmelsen som vejleder, dog må jeg erkende at have fået noget ukonstruktivt med i opdragelsen, der kan forstyrre i min forbindelse til mavefornemmelsen, hvis det giver mening? Jeg finder inspiration de steder, der give mening for mig, men følger ikke noget slavisk uden plads til at vi er mennesker. Nok lidt ligesom dig?

Skriv et svar