Så er der mad!

De første seks måneder bliver vores børn helst fuldammet. De får deres næring i kropstemperatur på flydende form i deres mors favn. Det er trygt, velkendt og dejligt (for det meste). At begynde at få næring ind på en anden måde er en rejse der både er spændende og en smule overvældende. Det tager tid, undersøgelse og tålmodighed. At spise er en virkelig sanselig oplevelse. Lugten, temperaturen, smagen, konsistensen. Det hele plejede at blive serveret på en relativ ensformig måde i mors arme, fra hendes bryst, så det nye skal gerne også serveres med en stor portion kærlighed og tålmodighed.

Forskel i Anbefalinger

WHO anbefaler seks måneders eksklusiv amning og fortsat delvis amning til 24 måneder og længere. Denne anbefaling bygger på forskning over en årrække, med henvisninger til forskningen i deres udgivelser. Da det er globale anbefalinger er det også en anelse mindre påvirkelig af kulturelle normer. Nogle mener at WHO’s anbefalinger kun gælder i U-landene, det er der dog absolut intet belæg for at mene og det nævnes eksplicit i WHO’s anbefalinger at de også gælder I-landene. Amning reder liv i udviklingslande og i de industrialiserede lande har vi ofte mere rent vand og bedre erstatningsmuligheder, men det ændrer ikke på at det er erstatning. Det bedste er mælk direkte fra mors bryst eller fra en anden ammer, det næstbedste er udpumpet mælk fra moderen eller donormælk. Det er derfor det er det vi tilstræber, det er derfor det gør ondt når det ikke lykkedes. Vi hjælper ikke på det problem ved at lade som om at erstatning er ligeså godt, vi hjælper på det problem med bedre vejledning og brudte tabuer.

I Danmark er anbefalingerne en smule anderledes, da det er formuleret som fuldamning til 6 måneder og delvis amning til 12 måneder og længere. Det kan selvfølgelig forståes på samme måde, da 24 måneder jo er længere end 12 og der ikke står at 12 måneder er maks. Desværre tolkes det af nogle som en maks grænse, og SST’s videre anbefaling lægger heller ikke meget op til at fortsætte yderligere, ligesom den er fuld af selvmodsigelser (eksempelvis at barnet skal lære at drikke af kop fra fem måneder, at det fra fire måneder skal være smagsprøver og hvis man først starter ved seks måneder skal det gå hurtigt, samtidig med anbefalingerne altså er at vente til seks måneder, at grød skal beriges med vegetabilsk fedt, da de får nok animalsk fedt af sødmælk (fra seks til ni måneder) imens de anbefaler man ikke giver andet drikkemælk end modermælk eller erstatning inden 12 måneder etc) Deres anbefalinger bygger på kulturen i Danmark, derfor anbefaler de også om opstart af mad inden seks måneder og de anbefaler hvordan man trapper ned til 12 måneder, da det er sådan barselsperioden er i Danmark og børnene derfor skal i institution. Mange ammer efter opstart af arbejde og institution, og det er virkelig anbefalingsværdigt af mange grunde. Da sundhedsfagligt personale skal følge SST i deres anbefalinger og SST følger kulturen, kan anbefalinger fra sundhedsplejerske og lignende godt lyde lidt i stil med “bare gør som normen, lad være med at stikke udenfor” hvilket ikke nødvendigvis er de råd man har mest brug for. Særligt hvis man enten mener at amning gerne må aftrappes på en mere harmonisk måde eller hvis man står i en situation der ikke er typisk. Det kan måske forklare hvorfor en del skabsammer efter det første eller andet år, desværre er det bare ikke med til at ændre den kultur SST bygger anbefalingerne på.

I dette indlæg følger jeg anbefalingerne fra WHO og UNICEF (der er ens), da de er bedst undersøgt, bedst begrundet, bedst beskrevet (uden selvmodsigelser) og giver bedst mening for mig. Med mindre jeg linker til andet i følgende tekst er forestående link kilden til alt hvad jeg skriver om anbefalingerne, nogle steder vil jeg også skrive sidetal på.

Overgangsperioden

Fra fire eller seks måneder?

Det er ikke anbefalelsesværdigt at starte komplementær mad allerede fra fire måneder. Det er heller ikke de officielle anbefalinger, hverken i Danmark eller internationalt. At starte på fast føde inden seks måneders alderen øger risiko for blandt andet maveinfektion og som udgangspunkt skulle der ikke være nogen fordel ved det. Alligevel er der mange i blandt andet de skandinaviske lande, der ikke følger anbefalingerne. Måske fordi SST’s anbefalinger er så selvmodsigende, måske fordi det bare er traditionen her, måske fordi vi tilstræber at udfase amningen hurtigt, da vi tænker vi skal have det afviklet inden barslen slutter. Der kan være mange grunde men desværre bygger de fleste på fejlinformation.

Typiske argumenter for at starte fast føde inden seks måneder er at barnet “virker klar” eller at der “ikke længere er nok mælk til at mætte”. Mange har hørt om udviklingsspring eller tigerspring. Der er fx et omkring tre måneder, hvorefter barnet i høj grad begynder at følge genstande med sine øjne. Der er også et ved godt fire måneder, hvor barnet begynder at se dagligdagens begivenheder og følger intenst med i forældrenes gøremål. Det betyder blandt andet at børnene følger maden med øjnene, efterligner forældrenes bevægelser med munden, åbner den op etc, og de er også (stadig) i perioden hvor de undersøger ting med munden. Det kan virkelig alt sammen ligne at de er klar til at spise, men deres maver er ikke nødvendigvis klar. Mange har også hørt om appetitspring, og der er et heftigt et omkring 4-5 måneders alderen. Når man rammer et appetitspring får man ofte følelsen af ikke at have nok, og det har man som udgangspunkt heller ikke i starten, derfor skal barnet ammes, slappe af hud mod hud med mor, ammes, mor skal have masser af vand, god mad og hvile, barnet skal ammes og sådan skal det fortsætte indtil produktionen er oppe på niveau med barnets behov. Det er ikke en indikator af at det er tid til grød, ligesom mange amninger om aftenen ikke er en indikator til at give flaske eller andet med tanken om at der ikke er nok.

Nogle rådes til at give anden mad inden med begrundelsen at barnet er stort og moderen derfor ikke kan mætte barnet (men har jo formået at amme barnet op til den størrelse og kan altså fortsætte), andre fordi barnet er småt og derfor skal have mere “rigtig mad” (men grød indeholder slet ikke ligeså meget energi eller næring som modermælk, så det ville fylde maven op med noget der var sværere at fordøje med giver mindre til depoterne). Nogle rådes til det fordi barnet virker modent på forskellige måder eller bare fordi. Det virker til at der altid kan findes et argument for at opstarte fast føde før tid, men det er netop før tid og det er sjældent et velfunderet argument.

Til 12 eller 24 måneder?

De første to år anbefales det at fortsætte amning efter behov, altså når barnet giver udtryk for at ønske amning og efter de første seks måneder at tilbyde komplementær mad. Men maden de første to år omtales som komplementær, altså det er ikke “rigtig mad” modsat brystmælk, men mad der ikke kan stå alene, ligesom brystmælk ikke anbefales at stå alene. En af grundene til at fortsætte amning de første to år er at i tilfælde af sygdom vil børn ofte ikke spise særlig meget men vil gerne amme. Derfor kan amning give børnene støtte til immunforsvaret og modvirke dehydrering til trods for at børnene ikke ønsker at indtage andet. Det tænker jeg personligt er særlig smart de første tre måneder af institutionslivet hvor barnet ofte kommer en del sygdomme igennem. De danske anbefalinger går ikke på at man skal stoppe amning ved 12 måneder og de internationale går ikke på at man skal stoppe ved 24, men at man helst mindst skal amme til den alder. Som jeg kommer ind på i nedenstående anbefales det at brystmælk stadig udgør en betydelig del af energiindtaget det første lange stykke tid. Når det så er sagt, så skal det nok også nævnes at amning stopper på et tidspunkt. På den ene eller anden måde vil ammeforløbet og ammeforholdet med tiden udfases til ikke-eksisterende men der er altså ikke anbefalinger på et maks nogle steder og det er noget man må finde ud af med sig selv og hinanden. Jeg har skrevet en smule om det i mit indlæg om amning generelt, og overvejer at gå mere i dybden med det på et senere tidspunkt, når jeg føler jeg ved lidt mere om det. Som det er nu har jeg endnu ikke oplevet et fuldt ammestop, så jeg føler mig derfor ikke videre kvalificeret til at skrive så meget om det selvom jeg har læst en masse.

Ofte vil amning ikke længere udgøre en særlig stor del af indtaget efter de første to år, men det kan fortsætte som immunstøtte, putterutine og meget andet i flere år efterfølgende alligevel. Jeg er også helt med på dem, der vælger at stoppe inden af forskellige årsager, der kan være så umådelig mange forskellige grunde. For mig er det vigtigt at en så stor beslutning er gjort på et informeret grundlag, at jeg ikke stopper med troen på at der ikke længere er behov, at der ikke længere er mælk eller værdi i mælken, at barnet pludselig ikke vil (ammestrejke), eller lignende. Der er klart aversioner af forskellig art der kan gøre det til en ubehagelig eller ligefrem modbydelig oplevelse. Det kan også være en grund til at stoppe, men i nogle tilfælde er det også muligt at arbejde sig igennem dem eller finde måder hvorpå det ikke føles så voldsomt.

Overgangsmad

Hvor Meget?

WHO’s anbefalinger (punkt 5, side 18 i WHO’s beskrivelse af anbefalingerne, linket til ovenfor) i mængden af komplementær mad i industrialiserede lande, baseret på “gennemsnitlig indtag af brystmælk” er som følger:

130 kcal/dag igennem andet mad i alderen 6-8 måneder, hvor total energibehov er 615 kcal/dag

310 kcal/dag igennem andet mad i alderen 9-11 måneder, hvor total energibehov er 686 kcal/dag

580 kcal/dag igennem andet mad i alderen 12-23 måneder, hvor total energibehov er 894 kcal/dag

De skriver derudover at det ikke kan bruges til særlig meget, da man ofte ikke måler hvor meget mælk man giver direkte fra brystet eller har styr på den præcise kcal mængde i den anden mad man giver (og endnu mindre i den mængde der faktisk bliver spist fremfor at ende i håret eller gulvet eller øret – det var min tilføjelse og ikke fra WHO). Derfor er anbefalingerne at man giver mad responsivt, forklaret nedenfor. De første par måneder anbefales det at tilbyde mad 2-3 gange om dagen, fra 9 måneder ca 3-4 gange om dagen og fra 12 måneder med ekstra energitætte mellemmåltider 1-2 gange om dagen. Det anbefales ikke at give mad oftere, da det kan have den negative effekt at barnet ammes for lidt (i anbefalingerne nævnes en uheldig anbefaling i et land, der gjorde at amningen fra 19-24 måneder gik fra det ca 7 gange om dagen til 3-4 gange om dagen, og det var ikke ønskværdigt). Det omtales som “overdreven forskydning”, at anden mad for hurtigt overtager pladsen for brystmælk  da brystmælk gerne skal prioriteres hvert fald de første to år.

Hvad jeg alligevel finder relevant i ovenstående tal er, at det ikke er en særlig hurtig overgang. De første par måneder er det gennemsnitligt 80% af energiindtagelse, der kommer fra brystmælk alene. Omkring barnets første fødselsdag er det ifølge anbefalingerne stadig brystmælk der udgør det primære energiindtag i form af ca 55%. Ved barnets anden fødselsdag kan brystmælk stadig udgøre omkring 35% ifølge anbefalingerne. Det er altså ikke en overgang der anbefales at skynde sig igennem, men en overgang der anbefales at tage stille og roligt, tålmodighed og kærlig respondering nævnes flere gange i beskrivelsen.

Hvordan?

Kærlig respondering på barnets signaler betyder blandt andet at man, de første to år af barnets liv og gerne længere, ammer efter behov og at man tilstræber energitæt og næringsrig komplementær mad når barnet udviser interesse, men i små mængder, uden at presse og med respekt for barnets nej. Det betyder at man accepterer når barnet har perioder hvor amning er det eneste ønske og at der ikke opbygges pres, skam eller andet ubehag omkring spiseritualet. I indlægget om autonomi er der også lidt om hvorfor det er vigtigt for os at børn får lov til at styre en stor del af mad situationen selv.

WHO anbefaler most eller semi-fast mad de første par måneder. De anbefaler også at man støtter barnet og lader barnet selv eksperimentere samt at man sørger for forskellige smags- og konsistensoplevelser. En ulempe ved (for) solid mad er at barnet dermed ikke får særlig meget ind, heller ikke af de næringsstoffer brystmælken ikke dækker så godt (fx jern og calcium). En fordel ved mere solid mad er at barnet nemmere kan holde på det (det med at bruge en ske uden at vende den rundt inden man får den ind i munden er en rimelig stor udfordring) og at det giver flere forskellige konsistenserfaringer. En fordel ved grød og mos er at det er nemmere og hurtigere at få i barnet (hvis barnet ikke er en made-nægter) og nemmere at berige med fedtstoffer og dets lige. En ulempe er at barnet skal bruge tid på at lære de forskellige konsistensen at kende i munden, og derfor kan være afvisende for at spise “familie mad” hvis det rimelig konsistensneutrale fortsætter længe (punkt 6, side 20). Fra ca 8 måneder anbefales fingermadder som barnet kan spise helt selv og fra 12 måneder anbefales det at barnet spiser det samme som resten af familien, foruden noget der kan udgøre en kvælningsrisiko og stadig med fokus på næringstæt mad.

Hvis man tilbyder mad med stort indhold af de vitaminer og mineraler der er behov for, så kan man i høj grad lade barnet styre mængden og tempoet med lidt forbehold måske. Vi har oplevet både et barn der var meget tilbageholden overfor at spise andet end mælk, hun smagte gerne men spiste helst ikke, og et barn der generelt har tendens til at overspise. Det viser sig først mår han ammer og ammer så meget at han gylper (hvad der føles som) enorme mængder op, og det kunne vi også se da vi begyndte at tilbyde mad, han spiste gerne til han kastede op og så lidt mere. Så med ham er vi dem der holder lidt igen og med den ældste var vi opmærksomme på at tilbyde lidt oftere.

Baby Lead Weaning (BLW) er en efterhånden populær tilgang til at introducere mad til børnene. Det er weaning i den britiske forståelse af ordet, altså tilvænning og ikke den amerikanske forståelse som afvænning (det er virkelig besynderligt med de ord der lige får en anden betydning når det krydser det nordlige Atlanterhav, fx pants, lift, chips, dummy og selvfølgelig football). Som udgangspunkt går det ud på at give børnene præcis det samme mad som resten af familien spiser og lade dem spise helt selv uden nogen form for hjælp. Det er ikke helt den tilgang vi bruger herhjemme. For det første må jeg erkende at vores normale mad bare ikke er helt næringstæt nok til at babys behov kan dækkes ind på så små portioner som babyer spiser, det burde det måske være, men sådan er det ikke, og dernæst kunne vi mærke på vores første barn at hun hurtigt blev opgivende og enten frustreret eller bare lod det helt være når det ikke kom lidt nemmere til hende. Så mad helt som vi spiser er ikke vejen frem hos os, men det fungerer sikkert for nogle. Her er det bare elementer af det samme mad.

Hvad?

Ifølge tabellerne i anbefalingen fra WHO kan brystmælk fint dække fedt- og energibehovet det første år, hvis man “bare” ammer nok. Det kan dog ikke helt dække hele vitamin og mineral behovet og det er der komplementær mad kommer på banen. Særligt calcium, jern og zink betragtes som problematiske, (link til udgivelse, blandt andet med oversigt over indtagsbehov) da de langt fra opfyldes af brystmælk og ofte kan være udfordrende at opfylde med komplementær mad, med mindre man er rimelig opmærksom på det. Også A vitamin, nogle B vitaminer og C vitamin er i nogle kulturer problematiske, sammen med selvfølgelig D vitamin, men det anbefales derfor at give som dråber eller på anden måde supplerende. Det anbefales af WHO at tilbyde æg, fisk, fjerkræ eller anden kød hver dag fra 6 måneder. Jeg er sikker på der er veganer-bloggere der har ideer til hvordan man griber det an uden animalske produkter, men det har jeg ikke umiddelbart sat mig ind i, da vi ikke er veganere eller vegetarer og det følgende bærer meget præg af det.

Jeg ser generelt set grød og mos som lidt ligegyldigt, i den forstand at det ofte ikke indeholder noget næringsmæssig værdi i sig selv udover hvad der er tilføjet på den ene eller ene anden måde, det har ofte heller ikke en særlig spændende smag og slet ikke en særlig stimulerende konsistens. Så grød og mos er ikke noget vi gør brug af. Hvad vi tilgengæld gør meget er grøntsager så som broccoli eller søde kartofler i stænger eller anden man nemt kan holde ved, kogt i fond og med noget dyppelse. Det er særligt dyppelsen der er næringsholdig, det kan være lynstegt lever blendet med citron, det kan være tahin, det kan være æggeblomme og det kan være så meget andet. Vi giver også fermenterede stænger af fx gulerod eller agurk og vi giver fisk eller lidt kyllingekød. Han får lov til at spise selv, men nogle gange hjælper jeg med at få dyppelse på det han gumler på og andre gange dypper han bare sine egne hænder eller min finger i maden og spiser på den måde. Derudover giver vi selvfølgelig D vitamin og vi giver fiskeolie ved at prikke hul på kapslen og holde den imens han selv suger det ud.

 

Man kan opstarte anden mad på mange forskellige måder. Denne tilgang er umiddelbart den vi gør brug af, hvad med jer? Hvordan gør I?

Skriv et svar