Tryg Tilknytning

Betydning af Tilknytningen

Små børn er rimeligt hjælpeløse og mennesket som art har generelt en rimelig lang udviklingsperiode før de reelt kan betegnes som selvstændige. Det i sig selv er der selvfølgelig mere om i indlægget om udvikling (kommer snart), men det er relevant i forhold til tilknytning, i og med at barnet og det unge menneske har behov for at være tilknyttet nogle, der kan hjælpe dem i deres udvikling indtil de kan klare dem selv. Nogle, fx Neufeld, der har skrevet bogen “hold on to your kids”, ser tilknytning mellem barn og forældre, som det mest essentielle punkt i børneopdragelse. Tilknytning har også en helt basal evolutionær betydning for barnets overlevelseschancer, hvilket Meredith F. Small har skrevet om i “Our babies, Ourselves”, og tyder på at være essentielt i barnets følelsesmæssige udvikling, deres syn på verden og deres videre “arbejdsmodeller“. Disse to bøger er de primære inspirationskilder til dette indlæg.

Først er det måske en god idé at definere hvordan ordet “tilknytning” forståes i dette indlæg, selvom det er svært og måske lidt vagt. Tilknytning er en forbundethed og en samhørighed, et bånd, mellem to eller flere mennesker, det er en tiltrækning, lidt som en magnet, der holder dem sammen. Det fungerer begge veje, altså begge parter påvirkes af denne samhørighed og sammenhold. Det er tilknytningen, der gør at børn søger deres forældre, holder sig i nærheden af dem og føler sig trygge hos dem, ser dem som rollemodeller og inspireres af dem. Det er tilknytningen, der gør at forældre yder omsorg for deres børn, elsker dem igennem de til tider næsten umenneskelige krav og synes at de er så spændende, selv når de ikke rigtig kan noget. Når de ikke kan noget, har børnene brug for forældrene. Børnene kan ikke selv følge dem, da er det netop forældrenes ansvar at sørge for dem, hvorimod fx gæslinger selv følger gåsen fra de kommer ud af ægget. Det kan babyer ikke, de kan klinge sig til deres forældre, græde når de er for langt væk etc, og forældrene må derfor være dem, der holder fast i børnene. Deraf er tilknytning, begge veje, nødvendig for overlevelsen.

Opbygning af Tilknytning

Tilknytningen starter ofte allerede under graviditeten, men særligt fødslen er en milepæl i tilknytningen mellem barn og forældre. Og ja, jeg skrev forældre, ikke bare den biologiske mor, men også partneren, adoptivforældrene eller hvem der nu gerne skulle knytte sig til barnet, er det en fantastisk start på den rejse, at være med til fødslen. Undersøgelser tyder på, at jo mere faderen (men det samme gælder selvfølgelig andre primære tilknytningspersoner, for overskueligheden kalder jeg det fremadrettet far, da det er sådan det er hos os) er med til forberedelse, til graviditeten, til fødslen og den første tid derefter, meget åbenlyst, har bedre mulighed for at opbygge en sund tilknytning med barnet.

Vi har som nævnt, som art, en lang afhængighedsperiode, hvilket også kræver mulighed for kontinuert at skabe tilknytning. Det er jo godt når der er mulighed for at forældrene dør inden børnene er selvstændige, når der skal skabes tilknytning til adoptivforældre eller meget mere. Der er dog flere ting, der tyder på, at der er et vindue hvori tilknytning finder nemmest sted. Det ses fx at der er en signifikant øget risiko for misbrug, både fysisk, mentalt og seksuelt misbrug, ved børn født for tidligt. Disse børn er ofte adskilt fra deres forældre for medicinske grunde, i kuvøse eller lignende. Det kan være en forklaring på hvorfor tilknytningen er gået skævt i en sådan grad at mishandling kan indtræffe. Der kan også være andre grunde. I nogle kulturer, hvor mængden af mad er begrænset, er der tendens til ikke at “spilde” mad og tilknytning på syge og udfordrede børn (som for tidligt fødte desværre af gode grunde har tendens til at være), da det ses som en dårlig investering. Den mentalitet kan måske også gå igen i rigere lande.

Tilknytningen kommer ikke nødvendigvis af sig selv, men vi har ufatteligt gode muligheder for opbyggelse af det. Meget grundlag for tilknytning kommer af, at vi ser og hører barnet. I starten handler det primært om at forstå de basale behov de giver udtryk for at have, og så at hjælpe med at opfylde dem. Det kommer af samvær og fysisk kontakt, hvilket var det der manglede i ovenstående afsnit. Når børn er helt små, er deres abstraktionsniveau heller ikke så stort, hvilket vil sige at tilknytningen foregår meget fysisk og sansende i starten. Først med behov for kontakt og nærhed, senere kan det også overføres til at kunne identificere ligheder og til tilhørsforhold, altså at være nogens barn, mor, bedste ven. Når abstraktionsevnerne højnes kan tilknytningen også udvikles til noget mere abstrakt og mere emotionelt, så som at føle sig vigtig og værdsat af andre, at elske og være elsket, at kende hinanden godt. I takt med at abstraktionsniveauet øges kan tilknytningen bære mere og mere adskillelse, i starten er tilknytningen meget skrøbelig overfor adskillelse.

Vi har valgt hjemmelivet til, blandt andet for nemmere at kunne have og opretholde en sikker tilknytning, men der er selvfølgelig også andre måder at gøre det på. En tilknytning er ikke nødvendigvis begrænset til to personer. Hvis forældrene, sammen med barnet, opbygger en fælles tilknytning, altså en forlængelse af deres allerede eksisterende tilknytning, til barnets yderligere tilknytningspersoner, vil det kunne lade sig gøre. Det er det mange gør med bedsteforældre for eksempel. Børnene ser tilknytningen imellem forældrene og deres forældre og bliver en del af det. Der er dog også den mulighed, som jeg også kunne mærke hos mig selv da vi en kort periode prøvede vuggestue af, at man selv lukker af for tilknytningen. Ikke fordi tid fra hinanden eller konkurrerende tilknytninger tog over, men fordi det bare var for smertefuldt at aflevere ellers.

Større Børn

For nogle handler tilknytning bare om de første halvandet eller tre år, hvorefter nogle betragter den som værende sikret. Det er dog ikke alle der ser det sådan, og hvis man ser på barnets fortsatte behov for hjælp og støtte giver det dog heller ikke helt mening at der ikke fortsat skulle være behov for en sikker tilknytning. Som nævnt i indlægget om socialisering er der et kontinuert behov for forældretilknytning, da tilknytningspersonerne ofte også bliver rollemodeller. Børn, med endnu ikke færdigt udviklede hjerner, er ikke altid de bedste rollemodeller. Derfor må vi, som forældre, fortsat arbejde for og holde fast i vores fælles tilknytning. Her et smukt citat fra Neufeld’s “Hold on to your Kids”

We need to hold on to our children until our work is done. We need to hold on not for selfish purposes but so they can venture forth, not to hold them back but so they can fulfill their developmental destinies. We need to hold on to them until they can hold on to themselves

Selv når børnene bliver ældre og den fælles tilknytning kan holde til mere adskillelse, er det stadig en god idé regelmæssigt at samle op på tilknytningen. Det er lidt det vi gør, helt af os selv, når vi ser hinanden igen efter adskillelse, krammer, spørger til hinanden etc. Det kan også gøres ved at appellere til en af de andre former for tilknytning end den fysiske og sansende, ved fx at give udtryk for sine (positive) følelser overfor barnet og genforeningen. Det er fornuftigt at vi dagligt besøger børnenes verden for at forstå dem bedre og vi forsøger at vælge forståelse og samhørighed over frustration og reaktion, når noget ikke går efter vores ønsker. Vi kan nemt, i hverdagen, komme til at gøre noget, der sætter skår i tilknytningen. Hver lille ting, er ikke katastrofal, men hvis det bliver for meget den ene vej, uden at der også gøres en indsats for at opbygge tilknytningen, kan det have påvirkning på tilknytningen. Vi skubber vores børn fra os, når vi forsøger at presse dem udover deres evner ved ikke at hjælpe, når de beder om hjælp. Vi skubber dem fra os, når vi afskærer dem fra fællesskabet for at rette på uønsket opførsel. Vi skubber dem fra os, når vi er betinget i vores kærlighed, når vi presser dem til selvstændighed og meget mere. Der er skrevet mere om det i indlægget om børn, der udvikler sig i eget tempo.

Tilknytningens senere Betydning

En tryg tilknytning er nemmere at opbygge, jo tidligere man går i gang, men det er ikke gjort med de første halvandet til tre år. Nogle kan finde den tilknytning, som barnet har til sin mor, dybt frustrerende, det er ofte ikke moderen men de andre, der gerne vil nyde barnet eller også, hvis det er moderen, kan det skyldes at tilknytningen den anden vej er udfordret (eller hun bare har brug for lidt søvn, et bad alene eller hvad det nu ellers kunne være, det er hårdt at være den eneste tilknytningsperson). Men konsekvenserne af en god tilknytning kan mærkes tidligt og kan holde ved længe. En sikker tilknytning hjælper barnet med interpersonel-forståelse og dermed støttes barnets samvittighedsudvikling og er i følge mange forskere det vigtigste element i børns socialisering. Der er nemlig mange sociale fordele ved at have vokset op med en sikker tilknytning, allerede inden skolealderen betragtes de børn, der er sikkert tilknyttet, som mere empatiske, gladere og mere velfungerende både alene og socialt. Ved ti års alderen betragtes de sikkert tilknyttede børn som mere selvstændige, med højere selvværd og sociale færdigheder samt bedre mentalt helbred. Som unge voksne har de større tendens til at blive naturlige ledere og have langvarende, sunde relationer.

Børn, der sover med deres forældre, har ofte en stærkere tilknytning, både fordi de undgår den natlige adskillelse, og fordi samsovende forældre har stor tendens til at opfylde børnenes behov etc. Derved giver forældrene barnet tillid til verden, en følelse af at andre vil dem det godt og en accept af egne behov samt en oplevelse af at de kan opfyldes. I følge undersøgelser, som dem McKenna nævnt i linket ovenfor, har børn, der sover med deres forældre, gladere, mere innovative, bedre til at være alene og mindre skræmte end solosovende børn. Mandlige universitetsstuderende, der som børn havde sovet hos deres forældre, havde større tiltro til dem selv og mindre angst. Kvindelige universitetsstuderende havde også større tiltro til dem selv, samt havde det bedre med fysisk kontakt og kærlige udtryk, i forhold til de solosovende. Generelt set virker samsovende og stærkt tilknyttede børn til at vokse op til at blive robuste og velfungerende voksne.

 

Hvad gør I hjemme hos jer, for at værne om jeres fælles tilknytning?

Skriv et svar