Udenfor Normen

Normbobler

Det er meget nemt at sige, at det ikke er noget problem ikke at være en del af normen, i et samfund hvor had og hadsk tale i højere og højere grad er en del af normen kan det måske endda være ønskværdigt. Jeg føler heller ikke det er et problem i det daglige. Vi lever vores liv, har familie, venner og bekendte, der lever deres, vi kender hinanden og respekterer ligheder og forskelle. Mange af vores venner har nogenlunde samme syn på familieliv og børn som vi har, og derfor føler vi os ikke som sådan udenfor normen. Men når vi så møder nye mennesker, læser i medierne eller på anden måde ser den mere reelle norm, end vores lille skæve bobbel, så kan det engang imellem føles lidt hårdt, hvert fald for mig. Ikke fordi jeg har noget imod at andre gør ting anderledes, jeg føler mig ikke angrebet eller kritiseret af at andre træffer andre valg. Men jeg føler mig en smule angrebet og kritiseret af folk, der mener, at det er usolidarisk at hjemmepasse, at vi ødelægger vores børn af det frie liv, at vi ser ned på andre fordi vi træffer de valg vi træffer eller lignende. Jeg ved, at nogle føler sig angrebet og kritiseret af vores valg. Nok mere indirekte end direkte, da vi jo ikke umiddelbart siger noget negativt om andres valg, bare fordi vi vælger anderledes. På samme måde mener jeg ikke at jeg kritiserer andres valg af navn til deres barn (eller på nogen måde har negative tanker om det. Jeg tror faktisk aldrig jeg har mødt er barn og tænkt at deres navn var grimt eller forkert), selvom jeg har valgt andre navne til mine børn. Vi er alle forskellige mennesker og hvad der fungerer for mig og min familie, fungerer ikke nødvendigvis for dig og din familie. Jeg ser ikke ned på andre for at være i en anden situation end mig og vælge at leve på en anden måde.

Kognitiv Dissonans

At folk mener vi ødelægger vores børn, og andre angreb i den stil vi til tider kan opleve, tror jeg måske blandt andet kunne bunde i noget kognitiv dissonans. Kognitiv dissonans er noget forsimplet at have to uforenelige verdensopfattelser eller at ens handlinger ikke stemmer overens med ens forståelse. Det skaber en indre disharmoni, og kan føles rigtig ubehageligt. Da vi gerne vil have harmoni, skal noget ændres. Det foregår helt ubevidst og de fleste er slet ikke opmærksomme på de reaktioner det kan skabe hos dem selv. Jeg har også selv oplevet det mange gange, nogle gange i en så voldsom grad at jeg blev helt fysisk dårlig. Det var der vi besluttede os for at hjemmepasse. Enten skal en opfattelse/forståelse ændres ellers skal en opførsel. Umiddelbart kan det være meget udfordrende at ændre sin opførsel. Det er helt umuligt at ændre på noget man allerede har gjort. Så at ændre opfattelse er ofte det, der er mest ligetil, og at ændre en nykommen opfattelse er ofte nemmere end en gammel, velkendt en. Så hvis der kommer en person, og siger at man også kunne sove sammen, amme længere end 12 måneder, hjemmepasse, hjemmeskole etc, så vil det for mange mennesker ikke passe ind i deres verdensopfattelse. Forståeligt nok, da det ikke er så typisk og mange slet ikke har hørt om sådan en måde at indrette sig på før. Derfor vil mange forsøge at affeje den nye verdensopfattelse, der bliver præsenteret for dem. Der kan være mange forskellige ubevidste teknikker for at affeje den nye verdensopfattelse, og nogle af dem (med eksempler) er, at tale den ned (“Det lyder ikke sundt, de børn bliver ikke normale, kommer ikke til at passe ind i samfundet, bliver trælse og egoistiske”), at se dem, der præsenterer dem, som tosser (“I ved ikke hvad i taler om, pædagoger ved mere om børneopdragelse, I gør det bare for jeres egen skyld, ikke for børnene, der er noget galt med jer”), og minde sig selv om hvor mange beviser, der er for at det man selv gør er rigtigt (“Der er så mange, der ikke gør som jer, heriblandt mine forældre og mig selv, og både mine børn og jeg er helt OK. Forældre som jer er grunden til at børn i dag er egoistiske og ikke hører efter”). I mange tilfælde er kognitiv dissonans helt harmløst. Nogle gange kan det være noget sårende for den, der rammes af den ydre reaktion på at skabe indre harmoni. Andre gange igen kan det også stoppe udvikling. Det kan være meget smerteligt at indse at man kan eller kunne have gjort noget, der måske var bedre eller sundere end det man gjorde, og smerte vil vi helst undgå.

Solidaritet

At det er usolidarisk at hjemmepasse, kan jeg godt forstå, at nogle mener. Ikke at det er samfundsnassende, som vi også har fået slynget i hovedet. Vi lever af én indtægt, som der selvfølgelig betales skat af. Hvis vi fik tilskud ville det stadig ikke være ligeså meget som vi ville få hvis vi sendte vores barn i institution imens vi fx studerede, da vi da også ville få økonomisk friplads og søskende rabat. Derudover bruges fx deromkring 60’000kr/år på skolebørn, og vi får ikke noget tilskud til hjemmeskole, for ikke at tale om at jeg fx ikke får noget barsel, at vores børn næsten aldrig bliver syge og der derfor ikke bruges penge på sygefravær eller læge, at vi selv betaler vores tandlæge fremfor det kommunale tilbud, at vi føder hjemme, hvilket også er billigere etc. Så nej, på nuværende tidspunkt betaler jeg ikke skat da jeg ikke har en indtægt, men det gør min mand, og derefter betaler vi selv for ting, mange andre får betalt. Men det usolidariske, at vi træffer et valg ikke alle har mulighed for og det kan virke asocialt, det forstår jeg godt. Vi ser dog også mange tale om hvor dårlige normeringerne er, hvor pressede lærere, pædagoger, jordemødre etc. er, uden de gør så meget ved det. Så på den måde kan vores livsstil også ses som en protest imod den alt for pressede offentlige sektor. Vi vælger ikke den private sektor fremfor den offentlige (udover tandlæger, men for alle over 18 år må man jo ty til det private), vi vælger bare at sige nej tak. Ikke fordi vi mener lærer eller pædagoger er inkompetente, jeg er helt sikker på de gør deres bedste indenfor de rammer de har, men fordi vi mener rammerne og modellen er for året og usund for de fleste.

Konsekvens

Som konsekvens af både den kognitive dissonans og at det kan være usolidarisk, kan der også være en tendens til mistænkeliggørelse overfor de hjemmepassende. En tendens til at se os, som underlige, at vi skjuler noget, at der må være noget underligt og galt med os, siden vi ikke bare retter ind og gør som alle andre. Det føles ikke rart. Vi har ikke noget at skjule, vi vil gerne værne lidt om vores børns privatliv, derfor deler vi selvfølgelig ikke alt her på bloggen, men vi deler en del, for at afmystificere og forhåbentlig mindske mistænkeliggørelsen en smule.

Konklusionen, der er den rigtige for os, er ikke det rigtige for alle, og er ikke nødvendigvis den rigtige for dig. Det kan der være mange grunde til, men nu har du haft mulighed for at læse nogle af vores tanker. Så er næste spørgsmål hvornår vi så stopper hjemmelivet. Til det er svaret at det gør vi nok ikke rigtig på noget tidspunkt. Først ved vi ikke hvor mange børn vi vælger at få, måske fire, dernæst vil vi stå for at opfylde undervisningspligten i hjemmet. Vi er rigtig godt tilpas med at være tilgængelige for vores nære, der har brug for det. Når børnene engang bliver så store at de vælger uddannelse udenfor hjemmet, fx gymnasium eller erhvervsuddannelse eller noget helt tredje, vil vi stadig være tilgængelige for dem og derudover vil vi også nærme os en tid hvor vores ældre generation måske har brug for lidt mere hjælp, nærvær og kærlighed i hverdagen. Man kan aldrig vide hvad fremtiden bringer, men planen er at fortsætte denne livsstil resten af livet og at det ikke “bare” er et par år ud af kalenderen.

 

Føler du dig udenfor normen?

2 Replies to “Udenfor Normen”

  1. Virkelig godt indlæg, tak skal I have! Som nye hjemmepassere har vi ikke mødt så mange negative kommentarer endnu, men jeg er rigtig glad for den grundige beskrivelse af kognitiv dissonans – godt at huske på, når vi helt sikkert kommer til at skulle svare for os (om ikke før, så når børnene stadig er hjemme ved skolealderen).

    1. Mange tak, Line. Jeg er glad for at du føler du kan bruge det til noget. Jeg føler netop også kognitiv dissonans er værd at huske på når man møder de voldsomme reaktioner, både fra andre og fra sig selv.

Skriv et svar