Udvikling i Eget Tempo

Der kan findes mange lister over milepæle, mange “regler” for hvornår et barn er klar til at lære noget og hvornår de burde have lært det. Noget af det, det forventes at børn lærer, giver i mine øjne meget god mening. Fx ser jeg en god mening i at blive mobil, så man selv kan komme rundt, i at lære forskellige former for sproglig kommunikationsformer, så som at lytte, tale, læse og skrive, i at lære mængdeforståelse og talmanipulation, i at udtrykke sig kunstnerisk igennem fx dans, malerier, musik og meget mere, i at træffe egne beslutninger, i at samarbejde og forstå andre, i at vurdere validiteten af de informationer man får og meget, meget mere. Der er også nogle ting, jeg har svært ved helt at se vigtigheden i. Fx at man kun kan opfylde basale behov på bestemte tidspunkter, at sidde stille og lave ting, man ikke ser en mening med, at sige tomme ord og meget mere. Derudover ser jeg ikke en mening i at milepælene skal nåes på bestemte tidspunkter. De fleste børn lærer dog, inden de når skolealderen både at gå, løbe, danse, synge, tale, lytte, afkode andre, samarbejde (lidt hvert fald) og meget mere. Jeg har skrevet meget mere om læring og hvordan det kan ske i et indlæg bare dedikeret til det. I dette indlæg handler det mere om hvornår det sker.

Udviklingen

Hvornår bestemt læring sker, er meget individuelt, også kunne jeg stoppe indlægget her, men jeg vil gerne uddybe lidt mere. Oftest sker bestemt læring, når det giver mening for barnet, samtidig med, selvfølgelig, at hjernen er klar til det. Det kan give mening af flere grunde. Det kan både være ydre eller indre motiveret, mere om det i indlægget om ros, og det kan være direkte eller indirekte motiveret. Direkte motiveret er fx når et barn beslutter sig for at nu vil det altså skrive sit eget navn, tælle til ti eller nu vil det kunne noget andet specifikt. Men det meste læring er indirekte motiveret, fx de bogstaver de lærer ved at skrive eget navn eller den mængdeforståelse der nogle gange følger med ved at tælle, hvis altså man ikke bare lærer det som en remse. Børn lærer ikke at gå bare for at gå, de lærer det for at kunne komme afsted. Børn lærer ikke at tale, bare for at tale, de gør det for at kommunikere med omverdenen. Det vil altså sige at meget læring sker af sig selv når barnet er indre motiveret til det fordi de ser en mening med det. Hvornår de så ser en mening er selvfølgelig forskelligt. For nogle børn giver det ikke særlig meget mening at lære at komme rundt selv før de fylder halvandet år, for nogle børn giver det ikke mening at lære at tale før de fylder fire år. Der kan selvfølgelig også være andre udfordringer og som tidligere nævnt, hjerneudvikling, der gør at de ikke kan lære det før, men de fleste børn lærer det, uden pres, når de er klar til det. Det gælder både på de typiske fag-områder, og på personlige og menneskelige områder, så som hvornår børn er klar til at stoppe amning, sove selv, indgå kompromisser, sætte andres behov over egne ønsker og meget, meget mere.

Som udgangspunkt skulle hjernen være nogenlunde færdigudviklet ved ca 25 års alderen, men selvstændighed er kommet snigende (og nogle gange i voldsomme ryk) indtil da. Hvordan hjernen har udviklet sig, hvilket fokus der har været og hvilke områder der er udviklet mest, hvilke automatreaktioner og handlemønstre der er blevet tillært, hvilke udtryksformer, fornemmelse for egne og andres følelser der opsamlet, det er alt sammen forskelligt fra person til person.

Normen

At sætte børn og unge mennesker op imod en eller anden norm giver i de færreste tilfælde mening, både fordi hvert individ er forskelligt og fordi normen, udover at basere sig på tanken om at putte folk i kasser, ofte bygger på en kultur som indenfor kulturen måske betragtes som universel, men det er den bare ikke på globalt plan. Det er ikke til, for andre, at vurdere om det er bedst at opdrage sit barn typisk europæisk (der er stor variation, så måske dansk for at begrænse det en smule), typisk nordamerikansk, typisk asiatisk (igen med stor variation imellem fx japansk og thai), typisk afrikansk (igen med stor variation, men man kunne fx fokusere på de gamle !Kung stammer). Hvis man dropper tanken om en norm, er der mere plads til individet, mere plads til at barnet ikke er unormalt ved bare at være sig selv, mindre behov for andre kasser at putte børn i, der for mig at se mest minder om de epicykler man fandt på, fordi man ikke ville acceptere at jorden ikke er i centrum af universet. På den måde er det hverken normalt eller unormalt at ville gå før man kravler, at kunne læse inden skolealderen, at interesserer sig for ballet, anatomi, vikinger og bogstaver på samme tid, at have behov for at vende sine tanker med sin mor også efter man er fyldt 20 år, eller hvad det nu ellers kunne være. Vi har alle ligheder med hinanden og vi har alle forskelle fra hinanden og heldigvis har vi hjemme hos os både pladsen og tiden til at rumme begge dele.

Nogle steder i institutionsverdenen, begynder man også at få øjnene op for at vi alle er forskellige og udvikler os i forskelligt tempo og med forskelligt fokus, og at vi lærer og udvikler os bedre, hurtigere og dybere, når vi får lov til at følge vores eget tempo og egen fokus. Dog stadig mange steder med en vis form for præstationspres og kassetænkning. Vi ønsker ikke pres eller kasser, men har som sagt tillid til børnene, og os selv som deres støtte, og vi mener det vigtigste er at vi kan være os selv og udvikle os i det. Læs evt mere i Peter Gray’s bog “Free to Learn” eller vores førnævnte indlæg om at leve og lege sig til læring. Læring foregår der udover bedst når den, der lærer, er tryg til at udforske, eksperimentere, udfordre sig selv. Der er få steder, børn er så trygge, som i deres eget hjem eller i nærheden af deres primære omsorgs- og tilknytningspersoner. Derfor er en af de ting, vi kan gøre for at støtte vores børns udvikling, at værne om vores fælles tilknytning og give dem godt med ubetinget kærlighed.

Forældrene

Vores ansvar som forældre er derfor, i vores optik, ikke at skubbe vores børn ud hvor de ikke kan bunde, men at gøre dem fortrolige med vandet. Vi præsenterer vores børn for verden, så de kan få en reel fornemmelse af hvilken gøren og kunnen, der er nyttig og god at have. Det får de ikke bare ved at vi fortæller dem det, men ved at de selv ser fordele og mærker behovet. Vi viser dem og inddrager dem i måder at kommunikere på, både når vi taler sammen, læser bøger, skriver ting ned, når vi hører musik, ser på kunst og meget mere. Vi viser dem og inddrager dem i mængdeforståelse og talmanipulation når vi laver mad, køber ind, bygger og meget mere. Vi viser dem og inddrager dem i måder at finde viden på, når de eller vi har en undren ingen af os kender svaret på. Vi viser dem og inddrager dem i hvordan vi dyrker grøntsager og laver mad, hvordan vi passer på os selv og vores omgivelser. Vi lever med dem, hver dag, hver nat, hver udfordring, hvert gøremål.

Vi forsøger at inspirere og støtte. Udvikling og læring foregår i en dans imellem den, der lærer nyt og omgivelserne der læres fra. Som forældre til hjemmebørn er vi en enormt stor del af formningen af omgivelserne. Nogle ting fænger, noget rigtig meget, andet kun lidt, og noget fænger slet ikke. Det tyder dog på at børn selv, når de får valget, alle på deres egen måde og på deres eget tidspunkt, ønsker at lære de basale ting som forskellige kommunikationsformer samt mængdeforståelse og talmanipulation. De voksne mennesker, der som børn har fået lov til at udvikle sig i eget tempo og efter egne interesser, altså helt uden læreplan, peger primært på at det faktisk går rigtig godt på den måde. Peter Gray, som er nævnt et par gange i dette og andre indlæg, har lavet en undersøgelse af voksne, der som børn og unge ikke har modtaget undervisning men med støtte fra forældre selv har styret deres læring, og det tyder på mange fordele så som øget læringslyst og egen-motivation, øget selvværd og sociale forhold. Læs meget mere om det her.

Vores børn vokser ikke af at vi hiver i dem og strækker dem, de vokser af at vi giver dem den næring de har brug for. På samme måde udvikler vores børn sig ikke, hverken med selvstændighed eller på andre områder, ved at vi presser dem og skubber dem fra os, de udvikler sig ved at vi giver dem den følelsesmæssige næring de har behov for, det består i at være en del af verden, en tryg tilknytning og ubetinget kærlighed.

Skriv et svar