Privilegeret Opvækst

Det er skønt at kunne blande sig udenom. Jeg er lyshudet, ciskønnet og heteroseksuel, min mand det samme derudover yderligere privilegeret ved at være mand. Så, hvis vores børn, som de fleste statistisk, er både kønskonforme og heteroseksuelle, behøver vi virkelig ikke tale om hudfarve, kønsidentitet, seksualitet eller lignende. Det kan jo virkelig være ubehageligt, en smule rodet, og hvis man først åbner den dør kan man komme til at sige så meget forkert. Jeg kan godt have lyst til bare at lukke øjnene, lade som om der ikke findes forskellige hudfarver, køn, religioner, seksualitet etc, at der ikke findes forskelsbehandling på baggrund af det hele og dermed vil mine børn måske heller ikke se det og vil ikke diskriminere. Der er flere med samme forhåbning. Desværre er virkeligheden ikke helt sådan og nogle gange bliver vi nødt til at tage hånd om det. Det her er en af de gange.

De første fødselsdagsgaver

Børn er ikke kun født med bestemte kønsorganer og pigmentering, de er også født med en fantastisk evne til at kategorisere. Faktisk starter det allerede inden fødslen blandt andet med det de hører imens de stadig er i livmoderen. Derfor kan man høre forskel på børns gråd, afhængig af hvilket sprog de har hørt mest og børn foretrækker de smage som de oplevede fra fostervandet. Denne kategorisering fortsætter, hvilke lyde der er vigtige og hvilke der er ligegyldige i deres sprog, hvilken mad der er en del af deres kultur og hvilken de ikke spiser, hvilke forskellige typer af mennesker der findes og hvilke roller de forskellige typer af mennesker har etc. Børn ser hurtigt hvilke kasser de selv kan puttes i (hvis de altså oplever kasser de faktisk kan spejle sig i), de kan se deres egen hudfarve, efter nogle år får de ofte styr på deres eget køn, med tiden også deres egen seksualitet med videre. Inden de får styr på alle de her ting, ser de også hvordan normen er i samfundet. Dem vi ser op til, der bestemmer, taler med autoritet og viden. Dem vi ser ned på, der bestemmes over, måske siger noget med ikke er værd at høre på.

Kasserne er som sådan ikke problemet, dem bruger de til at navigere i verden. Det er dem, der gør at de husker ikke at spise de hvide bær og de røde svampe, at der er forskellige regler hjemme og hos andre mennesker og meget mere. Problemet ligger for mig ikke i det, at de laver kasser, men i det samfund vi har, som de danner kasserne ud fra.

Privilegier og kulturarv

En tendens inden for diskrimination virker til at være at benægte at diskrimination finder sted. At dem, der råber op bare er hysteriske, for følsomme og andet der typisk forbindes med de grupper der diskrimineres imod. Det følgende lille afsnit er derfor et forsøg på at komme den tendens og myte til livs. Vi kan sagtens mene at det står virkelig godt til her i Danmark med ligestilling, men det kommer måske også an på hvad vi sammenligner med. I 2015 var kun 65 ud af de 175 folkevalgte kandidater til folketingsvalget kvinder (37%). I 2016 havde vi et løngab på 13,2%, størst indenfor ledelsesarbejde hvor det var på 21,0%. Ifølge en undersøgelse fra 2015 var der estimeret 13,3% af befolkningen der var udsat for hadforbrydelser. Af danske transkønnede er det estimeret at 46% har udfordringer med mentalt helbred og 67% er stressede. Det er selvfølgelig bare fire små eksempler, men vi kan vel konkludere at helt ligestillet er vi hvert fald ikke i Danmark.

Derudover tænker jeg også det er værd at forklare privilegier. Et privilegie er for eksempel at være heteroseksuel. Heteroseksualitet er “standarden”, det er normen, det de fleste mennesker er, særligt dem på magten, det er sådan familiestrukturen er i næsten alle børnebøger (der er undtagelser men virkelig få), det er sådan det er nemmest at få børn og selv hvis man biologisk ikke er i stand til at få børn er det også sådan det er nemmest at adoptere. Privilegier er også sådan noget som at vokse op med forældre der har gennemført ungdomsuddannelse eller højere uddannelsesniveau, at ens religions helligdage er nationale helligdage. Privilegier betyder ikke, at man ikke har problemer eller udfordringer. Privilegier betyder at udfordringerne ikke stammer fra ens privilegier, at man på nogle punkter har et lille forspring, her illustreret i en video.

Børn, og mange voksne, har tendens til at foretrække egen gruppe som “allierede”, og endnu mere når grupperne bruges som opdeling så som når noget er for piger og andet er for drenge. Derudover ser børnene som nævnt samfundsstrukturerne og når de for eksempel indikerer at (lyse, ciskønnede og heteroseksuelle) mænd er dem der bestemmer mest og får højest løn så må børnene jo gå udfra det er sådan det skal være. Ikke nok med at de accepterer samfundsstrukturerne som standard, så finder de også forklaringer på hvorfor det er sådan og internaliserer værdierne. Måske er (lyse, ciskønnede og heteroseksuelle) mænd bare mere kloge/dygtige/værd? Der er dermed også yderligere tendens til at foretrække egen gruppe, når egen gruppe er af højere status. De ser så hvordan egne og andre grupper udstilles i medierne og bruger det til yderligere at danne deres verdensopfattelse. Meget af det kommer af imitation, men også ved at det, der imiteres billiges eller misbilliges.

Det betyder noget. Jo mere stigmatiseret den grupper man tilhører er, desto større er udfordringerne selvfølgelig ved at tilhøre den gruppe. Derudover er der intersektionalitet hvilket vil sige at hvis du fx både er af et etnisk udsat gruppe i Danmark og en anden seksualitet end normen, så vil du møde endnu større udfordringer. Men udfordringerne er ikke naturlov for den gruppe. Det er ikke biologisk bestemt at transkønnede for eksempel skal være stressede eller kvinder skal tjene færre penge. Udfordringerne kommer af det samfund vi har omkring grupperne og den måde vi behandler hinanden på.

Hvis vi vil give noget andet videre

Hvordan vi behandler hinanden kan vi gøre noget ved, det er jo positivt. Hvis vi vil give noget andet videre end denne opdeling bliver vi nødt til at gøre noget aktivt for det. Der er forskellige ting, vi som priviligerede forældre kan gøre, for at arbejde med grupperingerne.

Først og fremmest må vi kigge på egne fordomme og fordømmende tendenser, også selvom det ikke er kønt. Der er mange uhensigtsmæssige småting i hverdagen vi kan komme til at gøre, som priviligerede, uden at tænke over det. Hvis vi fortsætter på denne måde vil vores børn have stor tendens til at opfange det og tage det med videre. Det ville også være en god idé at kigge på sit eget netværk og det omkring børnene. Er det meget homogent eller er der diversitet? Det handler her ikke bare om ikke at være racist eller sexist, hvilket selvfølgelig er første skridt, men aktivt at være imod racisme og sexisme. Det vil sige at vi både italesætter hvis vi selv kommer til at gøre noget sexistisk, racistisk eller lignende, eller hvis vi ser andre gøre det.

Derudover skal vi gøre noget, der kan virke yderligere ubehageligt, nemlig at tale om det. Vi skal ikke bare håbe på at vores børn er blinde for forskellene, fx hudfarveblinde, for det er de ikke og det kan gøre mere skade end gavn. Det er dog værd at begrænse talen om kasserne til det man magter at gøre i positive vendinger. For eksempel kan man kalde børn for “børn” i stedet for “drenge og piger” hvis der ikke er nogen umiddelbar grund til opdelingen, det bliver ikke helt fyldestgørende her, så det kommer der endnu et blogindlæg om. Vi skal bare sørge for at det ikke bliver tabu.

Vi skal både tale om ligheder og om forskelle. At tale om ligheder på tværs af grupper, gør at gruppernes opdeling bliver mindre rigid, vi vil, hvis vi gør det ofte i højere grad kunne se individerne fremfor gruppen som en homogen masse. At tale om forskelle gør at det ikke bliver tabu og det gør at vi i højere grad ikke bare kan tale om det men også fejre forskellene som noget positivt men ikke begrænsende. For eksempel må man gerne være stolt af sin vulva og penis herhjemme, uden at det er begrænsende. Vi er også glade for mad fra andre kulturer end Danmark fordi der ikke er nogen grund til at begrænse os til stegt flæsk med persillesovsen. At hylde forskellene gør os også mere opmærksomme på diskrimination. Vi skal hverken være blinde for køn eller hudfarve, religion eller seksualitet, vi skal tale om det hele når det giver mening. Vi skal derudover tale om den diskrimination vi ser og oplever og hvad vi kan gøre ved det. Vi skal både tale på det store plan, hvordan vores historie har været medvirkende til at vores nutid ser ud som den gør, og på det helt nære og personlige plan. På den måde imiterer vi ikke bare fortiden, vi reflekterer over den og taler om at noget af det måske ikke skal gentages.

At vores børn vokser op med privilegier betyder ikke at de er hævet over samfundsuligheden så den ikke berør dem. Med mindre vi gør en indsats for at hjælpe dem i en anden retning end samfundets norm, så bliver de bare den øverste del af samfundsuligheden, der holder de andre nede.

Taler i om det derhjemme?

Skriv et svar